C. Raunkiær var en dansk botaniker, professor i botanik ved Københavns Universitet og direktør for Botanisk Have 1912-1923. Han er internationalt anerkendt for bl.a. sit system til inddeling af planter i livsformer baseret på knoppernes overlevelsesevne i ugunstige perioder som vinter og tørke.
Raunkiærs første større arbejde var en beskrivelse af Danmarks slimsvampe, Myxomycetes Danicae, fra 1888. I disse år var han stærkt interesseret i svampe og floristik, og i 1890 udsendte han Dansk Ekskursions-Flora eller Nøgle til Bestemmelsen af de danske Blomsterplanter og Karsporeplanter. I modsætning til tidligere floraværker var Raunkiærs flora mindre beskrivende, men hvilede på et gennemført analytisk grundlag, hvad der gjorde den til den mest ansete og benyttede flora i mange år. Den udkom således i syv oplag (1890-1950). I 1903 fremførte han i Botanisk Forening den tanke, at en oversigt over plantelivets livsformer kunne danne grundlag for en biologisk plantegeografi eller biologisk karakteristik af de forskellige klimater. Raunkiær opdelte planterne i livsformgrupper efter kriterier, der var begrænset til knoppernes overlevelsesevne i relation til nedbør og temperatur.
Metoden til at opnå et objektivt udtryk for arternes hyppighed i et plantesamfund var udviklingen af frekvensmetoden eller cirklingsmetoden. Her registrerer man alle planter inden for 0,1 m2, i form af et kvadrat eller en cirkel udlagt flere steder i området, hvorefter materialet bliver statistisk behandlet. Metoden blev første gang publiceret i Types biologiques pour la géographie botanique (1905), på dansk i udvidet form i 1907, Planterigets Livsformer og deres Betydning for Geografien. I mere eller mindre modificeret form har metoden siden været anvendt overalt i verden til vegetationsanalyser.
Raunkiær blev i 1902 medlem af Videnskabernes Selskab og æresdoktor i 1929 ved Københavns Universitet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.