plantegeografi

Plantegeografi, studiet af planternes udbredelse og årsagerne hertil. I floristisk plantegeografi interesserer man sig for de enkelte arter, hvis udbredelse kortlægges og tolkes med udgangspunkt i nuværende betingelser (klima, jordbund mv.) og historiske faktorer (spredning, evolution, palæogeografiske forhold etc.). I Skandinavien er hele floraen indvandret efter istiden, muligvis med undtagelse af en mindre gruppe arter, der kan have "overvintret" i isfri områder i Vest- og Nordnorge. Bl.a. ved hjælp af pollenanalyse har man i flere tilfælde kunnet kortlægge arternes indvandringshistorie; fx er det påvist, at rødgranen er indvandret fra Rusland og Finland efter den sidste istid, for ca. 10.000 år siden, og har spredt sig sydpå til en naturlig sydgrænse i det nordlige Skåne.

Baseret på ligheder og forskelle i den floristiske sammensætning inddeles Jorden traditionelt i seks florariger: Holarktis, Neotropis, Paleotropis, Australis, Capensis og Antarktis. I økologisk plantegeografi studerer man udbredelsen af plantesamfund og vegetationstyper. Løvfældende skov forekommer fx i tre forskellige områder på den nordlige halvkugle: i det østlige USA, i Vest- og Centraleuropa og i Kina-Japan; der er stort set tale om forskellige træarter, men ofte tilhørende de samme slægter. En "mediterran" vegetationstype domineret af stedsegrønne buske forekommer i fem vidt adskilte områder: omkring Middelhavet, i Californien, centrale Chile, Kaplandet og SV-Australien; lignende klimatiske forhold med vinterregn og sommertørke har her ført til udvikling af vegetationstyper, der overfladisk ligner hinanden, men har meget forskellig floristisk sammensætning; se også klima- og plantebælter.