Slimsvampe, gruppe af organismer med et skifte mellem livsstadier, der ligner hhv. dyr (amøber og sværmere) og svampe (sporedannende strukturer, sporokarper). I snæver forstand består gruppen af fire klasser: Protosteliomycetes, Dictyosteliomycetes (cellulære slimsvampe), Myxomycetes (ægte slimsvampe) og Acrasiomycetes. Det nærmere slægtskab mellem disse grupper er ikke fuldt klarlagt. Af traditionelle årsager inkluderes ofte tillige Labyrinthulomycetes (netslimsvampe) og Plasmodiophoromycetes (endoplasmatiske slimsvampe), men dette er næppe systematisk velbegrundet. Slimsvampe placeres i det stærkt heterogene rige Protista sammen med bl.a. dyriske amøber og farveløse flagellater, se protister.
slimsvampe
Slimsvampe. Generaliseret livscyklus for en ægte slimsvamp, klassen Myxomycetes. Fra den spirede spore udvikles en amøbe, som videre kan udvikles til en flagelbærende sværmer. Efter befrugtning dannes en mangekernet kæmpecelle, plasmodiet, som siden giver ophav til mange sporedannende frugtlegemer.
Slimsvampe. Tv. frugtlegemer af Physarum leucophaeum, en ægte slimsvamp, som overraskende nok bl.a. kan leve i ørkener på dødt plantemateriale, men som også er udbredt i Danmark; slægten Physarum omfatter mindst 125 arter, heraf 25 danske. I rør inden i og på overfladen af de millimeterhøje frugtlegemer udskilles hvid eller farvet, granulær kalk. Mange slimsvampe har farvede frugtlegemer. Th. frugtlegeme af Dictyostelium discoideum, en af de cellulære slimsvampe; forstørret ca. 100 gange. Som fritlevende amøbe lever den af bakterier, men under fødemangel samles amøberne ved at følge et kemisk signal (pulser af cAMP), udsendt af nogle få individer. Samlet i titusindvis i ormeformede pseudoplasmodier bevæger de sig rundt som én organisme, inden de påbegynder frugtlegemedannelsen.
Levevis
Slimsvampe lever alle af bakterier og små organiske partikler. De findes i mange miljøer, men de øvre jordlag, rådnende urter og døde grene og træstammer er typiske levesteder. Kun de tørreste omgivelser undgås.
Protosteliomycetes omfatter slimsvampe med få tiendedele mm høje, stilkede sporokarper med en eller to sporer. Hos slægten Ceratiomyxa er sporokarperne samlet i millimeterhøje, hornformede frugtlegemer.
Dictyosteliomycetes. Arterne af cellulære slimsvampe danner ofte flere mm høje, graciøse sporokarper. Sporerne spirer med amøber, som efter en vækstfase samles i ormeformede masser, pseudoplasmodier, der kan bevæge sig over underlaget.
Allerede på et tidligt stadium forudbestemmes de enkelte celler i pseudoplasmodiet til deres fremtidige funktion i sporokarpen. Flere arter anvendes som modelorganismer i studier af kommunikation mellem celler.
Myxomycetes. Hos de ægte slimsvampe spirer sporerne med en amøbe, der under fugtige forhold kan omdanne sig til en sværmer. Amøberne formerer sig ved simpel celledeling. Den kønnede formering indledes ved en sammensmeltning af to amøber med efterfølgende cellekernesammensmeltning, kernefusion. Den resulterende enkernede celle er starten på plasmodiet, der er ejendommeligt ved, at kernedelinger ikke efterfølges af celledelinger. Under væksten dannes således én kæmpecelle, der kan indeholde i tusindvis af kerner, som deler sig synkront. Hos nogle arter kan plasmodiet danne mange cm2-store, vifteformede legemer, ofte med stærke farver. Hos andre er det under 1/2 mm i tværmål og farveløst.
Ved nærmere eftersyn ses den vifteformede plasmodietype at bestå af et netværk af rør, hvori celleplasmaet strømmer med en pulserende rytme. Strømningerne menes at spille en vigtig rolle for plasmodiets bevægelse over underlaget, ligesom de medvirker ved fordelingen af næringsstoffer, der optages langs viftens forkant.
Frugtlegemedannelsen indledes med, at plasmodiet vandrer mod et tørt substrat. Her trækker det sig sammen til en nopret masse, hvorfra sporokarperne gradvis udskilles. Under sporedannelsen deles kernerne ved reduktionsdeling, meiose (se celledeling). Som regel går tre af de fire delingsprodukter til grunde. De haploide kerner omgives af en membran og siden af en sporevæg med artskarakteristisk farve og mønster. Mellem sporerne dannes hos mange arter et system af tråde eller rør, kapillitiet. Ved modenhed spredes sporerne passivt, men hos bl.a. slægten hårbold, Trichia, slynges de ud af sporokarpen ved hygroskopiske bevægelser af kapillitietrådene. Sporokarperne antager mangfoldige former, farver og størrelser: kugle- til rørformede, siddende til langstilkede, hvidlige over ofte stærke gule nuancer til røde, brune og næsten sorte, fra få tiendedele mm til flere decimeter i diameter.
Den synkrone kernedeling i plasmodiet har gjort gruppen til et yndet studieobjekt i cellebiologien; specielt den tropiske art Physarum polycephalum er velundersøgt. De ægte slimsvampe omfatter op mod 1000 arter på verdensplan, hvoraf ca. 125 er kendt fra Danmark.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.