Aka Høegh

I Aka Høeghs motiver træder landskaberne frem i bølgende streger som levende, foranderlige og organiske. Dyr, mennesker og ansigter er tit uadskilleligt integreret i landskaberne. Mennesket er hverken udenfor eller over naturen, men en del af naturen og det levende.

Høeghs livssyn er, hvad man kunne kalde, animistisk. Natur, mennesker og dyr i hendes motiver har rod i de gamle inuitiske begreber inua og sila. Inua er et begreb for den kraft, som gør alt levende, og som er i alt det levende. Sila betyder blandt andet vejr, viden eller klarsyn og er en ydre kraft, som mennesket må forbinde sig til.

Aka Høegh er i dag optaget af klimakriserne, som hendes landskabsmotiver med et afsæt i altings forbundethed taler ind i.

Hvaler, sæler, fisk og fugle befolker Aka Høeghs landskaber. Ligesom med landskaberne, synes Høegh ikke optaget af en præcis gengivelse af dyret. Snarere synes hun interesseret i at fange en levende bevægelse eller selve dyrets væsen og kraft.

Af og til er dyrene dekorative som et ornament, hvilket er en gammel tradition i den grønlandske kunsthistorie og i inuitisk kultur. Traditionelt blev fangstredskaber kunstfærdigt udsmykket og ornamenteret fx ud fra en overbevisning om, at fangstdyret helst ville harpuneres af en smuk harpun. Udover Aka Høegh har flere nutidige kunstnere brugt og nyfortolket denne ornamenttradition i skulptur, grafik og maleri.

Aka Høegh har gennem hele sit virke brugt sit eget selvportræt. Selvportrættet er en udforskning af egne rødder med et vedvarende spørgsmål til, hvor vi kommer fra, og hvad vil det sige, at være menneske. I et litografi fra 1987 kaldet Kuuk, hvilket betyder elv, har Aka Høegh tegnet sit selvportræt i en elv. Ansigtet træder frem både som ansigt, men flyder samtidig sammen med elven.

Masker er et andet gennemgående motiv, som også peger hen på Høeghs arbejde med identitet og rødder. I litografien Masker også fra 1987 står en kvinde blandt klipper omgivet af masker med og uden ansigter, som var hun omgivet af forskellige identiteter og mennesker, hun kan tilvælge eller fravælge.

Aka Høegh er vokset op med de grønlandske myter og sagn som godnathistorier. Som kunstner har hun arbejdet med disse sagn og myter både som illustrationer i bøger og i selvstændige værker.

Blandt de talrige bogillustrationer Aka Høegh har stået bag, har hun blandt andet illustreret forfatter Mâliâraq Vebæks genfortælling af sagnet om Sassuma Arnaa (Havets Moder). Her brugte Høegh sit eget selvportræt i illustrationen af denne kraft og myte. Høegh har udtalt, at hun føler Sassuma Arnaa er en af de mytiske kræfter, hun føler sig mest beslægtet med.

Som 18-årig i 1965 tog Aka Høegh til Danmark, hvor hun skulle være ung pige i huset. Hun ansøgte Ministeriet for Grønland om støtte til at uddanne sig til kunstner, men fik afslag med den begrundelse, at hun kunne uddanne sig til sygeplejerske. Efter et højskoleophold i Danmark og et ophold i Zürich, hvor Høegh fordybede sig i kunsten, mødte hun kunstneren og igangsætteren Bodil Kaalund, som skaffede hende adgang til at følge undervisningen på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Kaalund blev en støtte for ikke bare Aka Høegh, men også for de to samtidige kunstnerkollegaer Arnannguaq Høegh (1956-2020) og Anne-Birthe Hove (1951-2012).

Gennem 1970'erne rejste Aka Høegh frem og tilbage mellem Grønland og Danmark. Hun var politisk aktiv sammen med andre kunstnere og unge fra både Grønland og Danmark, og hun formede venskaber med blandt andre sanger og musiker Trille og kunstner og forfatter Dea Trier Mørch.

Gennem musik, artikler, taler, udstillinger, digte, demonstrationer og genoplivningen af de gamle inuitiske aasivik (sommerlejre) diskuterede grønlandske unge grønlandsk identitet, selvstyre og selvstændighed for at bevidstgøre sig samt gøre oprør mod den danske kolonialisme.

Aka Høegh illustrerede i denne periode politiker og forfatter Aqqaluk Lynges digtsamling Tupigusullutik angalupput/Til hæder og ære (1982), som formulerede en skarp kritik af den danske kolonialisme i Grønland. Høegh illustrerede også rockbandet Sumes andet album Inuit Nunaat (1974). Bandet satte lyd og tekster til denne generations opgør og oprør.

Motivet på pladecoveret af Inuit Nunaat er et fjeld med ansigter, som er et genkommende motiv i Høeghs praksis. Det er på den ene side et motiv, som hun har haft med sig fra barnsben, hvor hun har fortalt, at hun kunne se ansigter i fjeldene omkring Qaqortoq. På den anden side er det en del af det livssyn, som Høegh bekender sig til, hvor alting er del af det levende og på den måde besjælet.

Aka Høegh er gift med fotograf Ivars Silis. Begge hendes børn, Inuk Silis Høegh og Bolatta Silis-Høegh (f. 1981), er også kunstnere.