Vintersøvn, dvalelignende tilstand med nedsat aktivitet og stofskifte. Der skelnes mellem egentlig vinterdvale (eller dvale) og vinterhvile. Under vinterdvale er såvel kropstemperatur som puls reduceret mærkbart, mens dyr i vinterhvile opretholder de indre funktioner som under normal søvn. Hos pattedyr er det normalt mindre arter som gnavere (fx syvsovere) og flagermus, der går i vinterdvale, hvorimod større arter som fx bjørne tilbringer det meste af vinteren i en mere normal, men længerevarende søvnlignende tilstand.

Man kender fortsat ikke meget til vintersøvnens fysiologi, men sandsynligvis styres tilstanden af hjernens hypothalamus. Det er således påvist, at denne undergår store forandringer under vintersøvn, og at beskadigelser forhindrer vintersøvnen og de dermed forbundne ændringer i stofskiftet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig