Villiaumit, (efter den franske officer Maxime Villiaume), karminrødt mineral, der krystalliserer kubisk, ofte som terninger. Sammensætningen er NaF, hårdheden 2, og massefylden 2,79 g/cm3. Villiaumit findes i agpaitiske nefelinsyenitter, fx i Ilímaussaq-komplekset i Sydgrønland. Det er letopløseligt i vand og findes derfor ikke på jordoverfladen, men det er fundet i boringer og skakter.