Vibrafon. Solojanitshar i Danmarks Radios Symfoniorkester Gert Sørensen ved instrumentet. Fotografi fra 1997.

.

Vibrafon, metallofon i slægt med xylofonen, udviklet i USA omkring 1920. Den består af metalstave ordnet i to rækker svarende til klaverets sorte og hvide tangenter.

Faktaboks

Etymologi
Ordet vibrafon kommer af engelsk vibraphone, af latin vibrare 'sitre, ryste' og græsk phone 'lyd, stemme'.

Under stavene, der anslås med køller, er der anbragt rørformede resonatorer, hvis øverste ende åbnes og lukkes af roterende, elektrisk drevne vifter, hvorved tonerne bringes til at vibrere. En dæmpeanordning hindrer tonerne i at flyde sammen.

Vibrafonen spiller den betydeligste rolle inden for jazzen, hvor den oprindeligt var et biinstrument for trommeslagere. Vibrafonisterne Lionel Hampton, Milt Jackson og Gary Burton hører til blandt jazzens væsentligste solister.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig