vejvæsen

Vejvæsen, offentlige vejbestyrelser, som if. Lov om offentlige veje er stat, amter og kommuner. Staten (Vejdirektoratet) er vejbestyrelse for hovedlandevejene (1600 km, heraf 900 km motorveje); amterne er vejbestyrelse for landevejene (10.000 km), og kommunerne er vejbestyrelse for kommunevejene (60.000 km).

Vejvæsenet sørger for bl.a. snerydning og glatførebekæmpelse samt renholdelse og vedligeholdelse af belægninger, vejbelysning, skiltning, trafiksignaler samt af vejenes grønne omgivelser. Trafiksikkerhedsarbejdet omfatter fjernelse af "sorte pletter", dvs. omlægning af veje på steder, hvor der har været mange ulykker, samt forbedring af bygennemfarter og andre vejtekniske forbedringer; der gennemføres informationskampagner for at påvirke trafikanternes adfærd og holdninger. Amterne og en række kommuner har oprettet lokale færdselssikkerhedsråd, som inddrager politiet og andre parter i trafiksikkerhedsarbejdet.

Amter og kommuner bestemmer, hvilke nye veje der skal anlægges. Det afgøres ved lov, hvilke offentlige veje der skal være hovedlandeveje og dermed statens ansvar; større veje indgår i amternes regionsplaner. Vejbestyrelserne har mulighed for at ekspropriere til nye veje eller vejudvidelser efter forhandling med lodsejerne på stedet. Vejbestyrelserne påser, at der ikke bygges for tæt på offentlige veje (se byggelinjer), og skal godkende udkørsler til offentlig vej, oprettelse af tankanlæg og anden anvendelse af veje og vejarealer; færdselsmæssige bestemmelser om fx forbud mod standsning og parkering træffes med samtykke fra politiet. Der er etableret et omfattende net af cykelstier og -ruter, som udbygges; ti særlig attraktive ruter, som går gennem flere dele af landet, er skiltet som nationale cykelruter.