1. Vegetativt skud af almindelig vedbend (Hedera helix) med hæfterødder og spredte, håndstrengede, tre- til femlappede blade. 2. Blomstrende skud med skruestillede, fjerstrengede og elliptiske til ægformede blade. 3. Blomsten er ganske lille med fem gulgrønne, hurtigt affaldende kronblade, fem støvdragere og en femrummet frugtknude med en enkelt griffel. 4. De ærtestore, sorte bær har en ubehagelig smag og virker afførende på mennesker. De ædes af fugle, som frøene passerer ufordøjet igennem.

.

Vedbend er en slægt af stedsegrønne, krybende og klatrende buske i vedbendfamilien. Der kendes ca. 19 arter, som er hjemmehørende i Europa og fra Middelhavsområdet til Østasien.

Faktaboks

Etymologi
Ordet vedbend kommer af gammeldansk withbændæ, af with 'ved, træ' og afledning af band 'bånd'.
Også kendt som

Hedera, efeu

De fæster sig til bl.a. buske, træer, klipper og mure vha. hæfterødder (se også klatreorganer). Bladene er på de vegetative skud lappede og ofte brogede, på blomstrende skud hele og ensfarvede. Vedbend blomstrer om efteråret med små, gulgrønne blomster; frugten er et rødt eller blåsort bær, der først modner foråret efter.

Almindelig vedbend (Hedera helix) er vidt udbredt i Vesteuropa, fx i England og ret udbredt i danske skove, især nær kysten. Den er desuden almindelig dyrket som stueplante og i haver til beklædning af vægge, plankeværker mv. Se også lian.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig