Klatreorganer, plantedele, hvormed planter fæstner sig til hinanden eller andre genstande. Nogle planter klatrer vha. klatrerødder, der hos vedbend er korte birødder, som udskiller en kitagtig substans fra spidserne og klæber roden fast til underlaget. Andre planter klatrer ved stængel- eller bladdannelser; det vil oftest være hele skud, hoved- eller sideskud, der er omdannet til gribe- eller klatretråde (fx vinranker). Klatretråde kan være udstyret med hæfteskiver, der fæstner sig til lodrette flader (rådhusvin). Også bladene kan fungere som griberedskab. Hos klematis fungerer bladstilkene som klatreorgan, og hos ærteplanter er bladpladen helt eller delvis omdannet til klatretråde. Se også lian.