vækstforstyrrelser

Ved udredning af lav højde rettes undersøgelserne dels mod mulige forstyrrelser i de nævnte hormonforhold, dels tages der stilling til, om vækstproblemet blot skyldes en arvemæssig tendens til lav højde. Udredningen bør omfatte en vurdering af barnets generelle sundhedstilstand, idet en række ikke-hormonelle kroniske sygdomme også kan give vækstproblemer, fx hjertesygdom, nyresygdom, cystisk fibrose, kronisk tarmsygdom, kræft og følger af kræftbehandling, uhensigtsmæssig behandling af sukkersyge (diabetes mellitus), Downs syndrom, Turners syndrom og en lang række sjældnere sygdomme, som også omfatter en del medfødte knoglesygdomme, ofte kaldet dværgvækst.

De vækstændringer, som skyldes sygelige forhold, sker ofte ganske langsomt og opdages lettest, når barnets højdevækstkurve optegnes og sammenlignes med højdevækstkurver for normale børn med samme racemæssige og sociale baggrund. Bortset fra det første leveår bør barnets højdevækst ikke afvige nævneværdigt fra den kurve, som barnet ellers har fulgt. På den anden side er der mindre grund til bekymring over et lille barns højde, hvis det i flere år har en vækstkurve, som trods barnets lave højde følger de normale vækstkurver parallelt. Såfremt vækstkurven "krydser spor" i forhold til de normale vækstkurver, er der grund til at give vækstproblemet mere opmærksomhed.

Et første skridt vil ofte være en undersøgelse af barnets knoglealder, som kan bidrage med væsentlig information. Knoglealderen bestemmes ud fra et røntgenbillede af venstre hånd og håndrod, hvor de små håndrodsknogler normalt med alderen gradvis bliver synlige og ændrer form. Hos raske børn sker disse ændringer i et veldefineret mønster, som svarer til en given alder. Hos børn med hormonmangelsygdomme eller andre sygdomme, som kan influere på væksten, kan knoglealderen derimod være nedsat eller fremskyndet i forhold til den kronologiske alder. Dermed er knoglealderbestemmelsen et vigtigt led i udredningen, om end den i sig selv ikke giver nogen diagnose. Når barnets knoglealder og den aktuelle højde kendes, er det muligt at beregne en prognose for barnets sluthøjde som voksen. Sådanne prognoser er dog relativt unøjagtige, og unøjagtigheden er desværre størst hos børn med vækstforstyrrelser, hvor behov for udregning af en vækstprognose kan være særlig begrundet.

Undersøgelser af hormonelle årsager til vækstforstyrrelser er komplicerede, idet hormonproduktionen varierer med alderen. Hertil kommer, at der for nogle hormoners vedkommende er store døgnsvingninger; således forekommer de største blodkoncentrationer af væksthormon normalt om natten. Den kraftige stigning i koncentrationen af kønshormoner, som forekommer i puberteten, kan i den spæde pubertet først spores i natprøver. Vha. udtagning af gentagne blodprøver efter behandling med hormonstimulerende stoffer er det dog muligt at stille en diagnose på baggrund af kendskab til hypofysens og de andre kirtlers hormonproduktion.

Behandling. I de tilfælde, hvor mistanke om hormonsygdom bekræftes, rettes behandlingen specifikt mod den påviste hormonsygdom. Væksthormonmangel behandles med biosyntetisk væksthormon, der gives som daglige indsprøjtninger i underhuden, oftest med en injektionspen. Det har vist sig, at væksthormon også er virksomt ved visse andre tilfælde af væksthæmning, som ikke skyldes væksthormonmangel. Det drejer sig om Turners syndrom, væksthæmning i forbindelse med nyresygdom og andre sjældne tilstande. Derimod ser det ikke ud til, at væksthormonbehandling medfører bedre sluthøjde i de tilfælde, hvor den lave højde er en normalvariant af højdefordelingen i befolkningen. Da væksthormon ud over væksten også har en positiv virkning på mange organfunktioner, muskler, knogler, nyrer, kredsløb og fedtvæv, er det almindeligt at fortsætte væksthormonbehandlingen i voksenalderen hos personer, som har en udtalt mangel på dette hormon, der normalt også produceres hos voksne.

For stor højde forekommer sjældnere og giver især anledning til problemer hos piger. De fleste tilfælde med abnormt kraftig vækst skyldes, at barnet har arvet gener for stor højde fra en høj far og/eller mor, men i sjældne tilfælde skyldes den kraftige vækst, at barnet har abnorme hormonforhold eller et overtalligt kønskromosom.

En overproduktion af væksthormon forekommer meget sjældent i barnealderen. En øget vækst i barnealderen skyldes oftere en abnormt tidligt indtrædende pubertet, der af ukendte grunde især forekommer hos piger, som i øvrigt er raske. Adopterede piger fra Asien har en særlig tilbøjelighed til tidlig pubertetsudvikling. Øget vækst igennem et par år kan være det eneste tegn på den tidlige pubertet, som først senere medfører brystudvikling og kønsbehåring. Visse binyresygdomme og sjældne svulster kan også medføre øget vækst og abnormt tidlig pubertet.

Behandling. En arvelig tendens til stor højde er sjældent behandlingskrævende. I de tilfælde, hvor sluthøjden beregnes til mere end 185 cm hos en pige eller 200 cm hos en dreng, kan der dog være grund til at gribe ind med en væksthæmmende hormonbehandling, der for at være virksom skal gives tidligt i puberteten.

Ved pubertetens afslutning omdannes vækstzonernes bruskvæv til knoglevæv, og herefter kan den normale længdevækst ikke længere stimuleres ved påvirkning med væksthormon. Derimod medfører en abnormt høj produktion af væksthormon i voksenalderen sygdommen akromegali (se hypofysesygdomme) med udvikling af større hænder og fødder og grove ansigtstræk.