urininkontinens

Urininkontinens, ufrivillig vandladning, manglende evne til at kontrollere vandladningen, således at der fremkommer urinlækage. Urininkontinens forekommer hos 10-15% af kvinder og hos under 5% af mænd. Der skelnes mellem anstrengelsesinkontinens (stressinkontinens), trængningsinkontinens (urgeinkontinens) og overløbsinkontinens.

Stressinkontinens skyldes en svag bækkenbundsmuskulatur med dårlig lukkefunktion omkring urinrøret. Der kan samtidig være nedsynkning af underlivet hos kvinder. Ved pres på blæren, fx ved hoste, løb eller dans, vil det øgede tryk forplante sig mod blærebunden og lukkemusklen. Denne er ikke stærk nok til at lukke af, hvorved der fremkommer skvætvis urinafgang. Behandlingen er træning af muskulaturen i bækkenbunden (knibeøvelser) og i nogle tilfælde operation.

Urgeinkontinens er præget af overaktive, uhæmmede blæresammentrækninger, der fører til ufrivillig vandladning af en større urinmængde, også om natten. Urgeinkontinens kan skyldes neurologisk sygdom, fx dissemineret sklerose, tidligere strålebehandling, blæresvulst, blærebetændelse eller prostatasygdom. Urgeinkontinens behandles afhængigt af grundlidelsen, men oftest med blæreafslappende lægemidler.

Overløbsinkontinens er urinafgang fra en slap blære, der er fyldt til den yderste grænse, og kan forekomme hos kvinder med selskabsblære eller mænd med prostatasygdom. Af og til må personen lære at tømme blæren med et kateter (selvkateterisation).

Ved enhver form for urininkontinens kan der være behov for brug af hjælpemidler, fx bleer. Kvinder kan desuden anvende skumplasttamponer i skeden, således at blærebunden understøttes ved stressinkontinens. Mænd kan anvende et særligt kondom (uridom) med afløb i en slange til en urinpose, der fastgøres til benet. Se også enuresis.