umyndighed | lex.dk – Den Store Danske

Umyndighed, manglende handleevne (habilitet), dvs. evne til på egen hånd at bestemme egne retsforhold, fx indgå aftaler, ifalde erstatningsansvar og oprette ægtepagt.

Formålet med reglerne om umyndighed er at hindre, at personer, der ikke er myndige, pådrager sig økonomisk tab. De pågældende har således ikke ret til at indgå økonomiske aftaler på egen hånd; de har derimod retsevne, dvs. evne til at være parter i retsforhold.

Mindreårige, dvs. børn og unge under 18 år, der ikke har indgået ægteskab, er umyndige. Værgen råder normalt på deres vegne i økonomiske forhold. For voksne personer kan der iværksættes værgemål for den, der pga. sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling e.l. er ude af stand til at varetage sine anliggender, hvis der er behov for det. Værgemålet kan begrænses til at angå økonomiske eller personlige forhold, herunder bestemte økonomiske eller personlige anliggender.

Når værgemålet angår økonomiske forhold, kan den retlige handleevne fratages, hvis det er nødvendigt for at hindre, at den pågældende udsætter sin formue, indkomst eller andre økonomiske interesser for fare for at forringes væsentligt, eller for at hindre økonomisk udnyttelse. Fratagelsen af den retlige handleevne kan ikke begrænses til at angå bestemte aktiver eller anliggender.

Den, der er frataget handleevnen, er umyndig og kan ligesom den mindreårige ikke selv forpligte sig ved retshandler eller råde over sin formue, medmindre andet er bestemt. Afgørelser om fratagelse af handleevnen tinglyses. De umyndiges retshandler er som hovedregel ugyldige og derfor uforpligtende for dem. Der er dog en vis begrænset kontrakthabilitet.

Således kan de umyndige råde over midler, der er erhvervet ved egen virksomhed efter det fyldte 15. år (selverhvervsreglen), fx ved arv eller gave til fri rådighed. Rådigheden medfører ikke adgang til at påtage sig gældsforpligtelser; et kreditkøb må således ikke foretages. Herudover kan der gives tilladelse til, at en umyndig over 15 år udøver næring eller anden virksomhed på egen hånd.

Umyndiges midler

Værgen skal sørge for, at den umyndiges formue bevares og giver rimeligt udbytte, og at indtægterne af formuen anvendes til gavn for den umyndige. Værgen kan, hvor den umyndiges indtægter ikke er tilstrækkelige og under hensyn til værgemålets karakter, bruge af formuen i passende omfang med statsamtets godkendelse. Denne adgang til forbrug anvendes fortrinsvis ved værgemål for voksne.

Umyndiges penge, aktier, obligationer, pantebreve og andre værdipapirer bestyres som hovedregel af en forvaltningsafdeling, der er tilknyttet et pengeinstitut, som Civilretsdirektoratet har godkendt hertil. Beløb under en vis størrelse, faste ejendomme, gave og arv, der er givet til fri rådighed mv., omfattes ikke af reglerne.

Den umyndiges midler skal normalt indsættes i et pengeinstitut eller anbringes i aktiver, der giver betryggende sikkerhed. Indtil halvdelen af en umyndigs midler kan under visse betingelser anbringes i aktier mv. Formuen kan dog bevares i den form, den havde, da værgemål blev iværksat. Arv til en person under værgemål kan således bevares i den form, hvori den udlægges på skiftet.

Historie

Ifølge middelalderens landskabslove blev mænd myndige i alderen 15 år, fra 1619 25 år. Før 1857 var ugifte kvinder, uanset alder, underlagt nærmeste mandlige slægtnings værgemål. Fra slutningen af 1600-t. kunne de dog opnå myndighed ved kongelig bevilling. Gifte kvinder var underlagt ægtemandens værgemål. Hustruen var ikke umyndig på samme måde som mindreårige, men kunne ved særaftale, eller hvis manden var forhindret, opnå råderet over fællesmidler.

Enker havde fra middelalderen myndighed, fra begyndelsen af 1800-t. også fraskilte og fraseparerede kvinder. I 1857 blev ugifte kvinder myndige ved det fyldte 25. år; gifte kvinder blev formelt myndige i 1899. Myndighedsalderen for mænd og kvinder blev i 1922 fastsat til 21 år, i 1969 til 20 og i 1976 til 18 år.

Ved lov af 1880 fik gifte kvinder ret til at råde over selverhvervede midler. Ved Ægteskabsloven af 1925 fik begge parter i ægteskabet lige ret til at råde over egne midler.

Sindssygdom, ødselhed eller andre alvorlige forhold kunne ved øvrighedsbeslutning medføre beskikkelse af en værge. Før 1916 skulle der ske tinglysning herom. Med Retsplejeloven af 1916 skulle umyndiggørelse ske ved dom, mens værgebeskikkelsen fortsat kunne ske ved øvrighedsbeslutning. Efter Myndighedsloven afhang umyndiggørelse enten af så alvorlige forhold, at de gjorde personen uegnet til at varetage egne anliggender, eller af, at personen selv ønskede det. De nugældende regler findes i Værgemålsloven fra 1995. Se også myndighed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.