Denne trone blev brugt af de danske konger ved enevældens salvninger 1671-1840. Som forbillede tjente Salomons trone, der ifølge Bibelen var af elfenben og guld og havde seks trin, alle med en løve på hver side. Fremstillingen af tronen blev iværksat af Frederik 3. ca. 1665; den er formentlig udført af Bendix Grodtschilling. Materialet er narhvalstand, dels fordi narhvalen lever i de dansk-norske farvande, dels fordi tanden gjaldt som enhjørningehorn. Til tronen bestiltes tolv løver, hvoraf tre af sølv er bevaret. Stolens forgyldte sølvfigurer, der symboliserer dyderne, blev tilføjet i 1684. Tronen står i dag på Rosenborg.

.

En trone er et værdighedssæde, der især er regentens hævede siddeplads ved højtidelige ceremonier. Tronen er ofte et symbolsk udtryk for regentens kontakt til eller rolle som repræsentant for de religiøse magter.

Faktaboks

Etymologi

af græsk thronos '(ophøjet) sæde'

Brugen af troner og tronstole kendes fra hele verden. Den ældste bevarede trone er fra ca. 1800 f.v.t. og fundet i Knossos. I Bibelen (1.Kong. 10, 18-20) omtales kong Salomons guldbelagte elfenbenstrone.

Tronen er senere også blevet betegnelse for fyrstemagten som institution, se tronfølge.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig