Triconodonter. Jeholodens jenkinsi er det mest komplette fossil af en triconodont; fundet i Liaoning i NØ-Kina og dateret til Tidlig Kridt (125 mio. år før nu). Tænderne er karakteristiske for gruppen med tre spidser på hver kindtand. Skelettet har både primitive (fx hoftebælte og baglemmer) og avancerede (fx skulderbælte) bygningstræk.

.

Triconodonter, uddød gruppe af primitive pattedyr kendetegnet ved, at de tre største spidser på bagkindtænderne lå på linje. Tidligere omfattede gruppen alle sådanne tidlige pattedyr, bl.a. morganucodonter, mens pattedyr med spidserne i en trekant kaldtes pantotherer og blev regnet for stamgruppen til de senere therier med kuehneotherier som de mest primitive (se tænder).

Faktaboks

Etymologi
Ordet triconodont kommer af tri-, latin conus 'kegle' og græsk odous 'tand', genitiv odontos.

Moderne analyser af pattedyrenes evolution og stamtræ viser imidlertid, at denne inddeling af grupperne ikke repræsenterer de naturlige slægtskabsforhold. Triconodonter bør derfor kun omfatte de rotte- til kattestore kødædere med smalle, skærende rovkindtænder, der levede i det meste af verden fra Mellem Jura til Sen Kridt (ca. 165-75 mio. år før nu). En af de største, Gobiconodon, havde ligesom primitivere former tandskifte af bagkindtænder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig