traditionshistorie

Traditionshistorie er en disciplin inden for bibelforskningen, der arbejder med de bibelske teksters overleveringshistorie. Ideelt set er opgaven at dokumentere og tolke det forløb, som de enkelte traditioner har været igennem dels før optagelsen i de bibelske skrifter, dels inden for disse samt i et vist omfang i efterbibelsk tid. Vægten kan lægges på forskellige faser af overleveringsforløbet, men ligger fortrinsvis på forståelsen af traditionerne, som de foreligger i de bibelske skrifter.

I tolkningen af Det Gamle Testamente har traditionshistorien spillet en betydelig rolle, hvad ikke mindst de traditionshistoriske analyser af Mosebøgerne og profetlitteraturen vidner om. For Det Nye Testamentes vedkommende må i første række evangelierne nævnes; traditionshistoriens betydning for brevlitteraturen i Det Nye Testamente fremgår bl.a. af Paulus' formulering i 1. Korintherbrev, 11,23 og 15,3.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig