tiksotropi

Artikelstart

Tiksotropi, reversibel egenskab ved visse geleagtige eller tyktflydende (viskose) materialer, der ved omrøring eller anden deformation bliver tyndere. Når materialet lades i ro, genvinder det sin oprindelige viskositet. Ler, kviksand og ketchup kan alle udvise tiksotropi.

Faktaboks

Etymologi
Ordet tiksotropi kommer af græsk thixis 'berøring' og -trop(i).

Ægte tiksotrope væsker har faldende viskositet med stigende omrøringshastighed (forskydningshastighed), men viskositeten udviser hysterese, dvs. at den ikke stiger helt så hurtigt igen, når omrøringshastigheden nedsættes.

Malevarer tiksotroperes for at gøre dem lette at påføre med pensel, rulle eller sprøjte: Så længe malingen bearbejdes, er den tyndtflydende. Når påføringen ophører, stiger viskositeten atter, ideelt så langsomt, at malingen indledningsvis kan nå at flyde sammen og derpå "sætte sig", så den ikke løber eller drypper.

Se også reologi.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig