Tønde, 1) gammelt dansk volumenmål anvendt i middelalderen og frem til metersystemets indførelse i 1907 til afmåling af handelsvarer. Tøndemålets størrelse afhang af varens art. Mest almindelige var korntønden til afmåling af korn, malt, gryn, ærter, frugt samt kalk og trækul, øltønden til øl, mjød, mel, smør, talg, sæbe, kød, fisk og tran og salttønden til salt, stenkul og bark.

I Christian 5.s lov om mål og vægt fra 1683 blev tøndemålene fastlagt i forhold til den danske pot: 1 korntønde = 144 potter (139 l); 1 salttønde = 176 potter (170 l); og 1 øltønde = 136 potter (131,5 l). I samme lov blev det fastslået, at korntønden opdeltes i 8 skæpper a 4 fjerdingkar a 2 ottingkar.

2) tønde land, gammelt dansk arealmål anvendt til udmåling af marker i middelalderen og frem til indførelsen af metersystemet i 1907. En tønde land svarede oprindelig til det markareal, der kunne tilsås med 1 tønde korn, men har siden indførelsen af lov om mål og vægt i 1683 været lig med 14.000 kvadratalen svarende til 5516 m2.

Om volumenmålet tønde olie, se barrel.

Kommentarer (2)

skrev Hans Bendix Pedersen

Var længdemålet en alen ikke sat til 628,07 mm efter 1683 af Ole Rømer, således at 14000 kvadratalen omregnet blev 5522,6 m^2 og derfor først senere blev en alen regnet til 627,7 mm svarende til, at en tønde land blev til 5516,1 m^2 som i artiklen. Den sidste ændring er sket omkring 1835.
Mvh
HBendixP

svarede Ida Elisabeth Mørch

Tak for din kommentar. Når vi får tilknyttet en fagansvarlig til kategorien, vil vi bede vedkommende tage stilling til dette.
Mvh. redaktionen

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig