Superpositionsprincippet. To stemmegafler med svagt forskellig stemning udsender hver sin lydbølge (øverst). Når bølgerne optræder samtidigt, superponerer de, hvilket resulterer i en moduleret bølge (nederst). Øret opfatter denne som intensitetsvariationer i den oprindelige lyd.

.

Superpositionsprincippet er et fysisk princip, hvorefter et system, som er udsat for flere uafhængige påvirkninger af samme art, reagerer, som om det er udsat for en enkelt påvirkning, der er lig summen af enkeltpåvirkningerne.

Princippet gælder inden for mange områder af fysikken, fx optik, elektrostatik og kvantemekanik, men illustreres måske klarest af et eksempel fra akustikken: To lydbølger med samme frekvens, som mødes, superponerer til en enkelt bølge med denne frekvens, men med en amplitude, som afhænger af delbølgernes relative fase. Er bølgerne i fase og har samme amplitude, bliver den resulterende amplitude den dobbelte, mens intensiteten, som bestemmes af kvadratet på amplituden, bliver den firedobbelte; dette kaldes konstruktiv interferens. Er bølgerne i modfase, bliver den resulterende amplitude og intensitet begge nul, hvilket kaldes destruktiv interferens.

Matematisk føres superpositionsprincippet tilbage til, at de pågældende fænomener beskrives ved lineære differentialligninger.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig