sumak

Artikelstart

Sumak, Rhus, planteslægt i familien Anacardiaceae med ca. 35 arter, hovedsagelig i tempererede dele af Nordamerika og Østasien. Nogle arter er i dag skilt ud i en selvstændig slægt, Toxicodendron. Det er løvfældende buske, små træer eller lianer med hele eller finnede blade. Blomsterne er uanseelige, oftest enkønnede og sidder i en rigt forgrenet top; frugten er en stenfrugt.

Faktaboks

Etymologi
Ordet sumak kommer via oldfransk fra arabisk summāq, muligvis af aramæisk semēq 'være rød'.

En del arter, bl.a. garvesumak (Rhus coriaria) fra Middelhavsområdet, leverer farve- eller garvestoffer (se garveplanter og garvesyrer); garvesumak anvendes desuden som krydderi i Mellemøsten. Andre arter indeholder urushiol, en fenol, der også ved let berøring kan forårsage hudirritationer, fx alm. giftsumak (Toxicodendron radicans, poison ivy). Nogle arter dyrkes som haveplanter i Danmark og udmærker sig ved smukke efterårsfarver, fx hjortetaktræ (R. typhina).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig