strålingsteknologi

Strålingsteknologi er anvendelse af stråling for at ændre materialers egenskaber ved bestråling i industrielle anlæg. Der anvendes enten den radioaktive isotop cobalt-60 eller kraftige elektronacceleratorer. De vigtigste anvendelsesområder er strålingssterilisering af medicinsk udstyr, forlængelse af fødevarers holdbarhed (se levnedsmiddelbestråling) og fremstilling af plasttyper med specielle egenskaber.

Plast består af lange kæder af molekyler (polymerer). I nogle plasttyper "klippes" kæderne over ved bestråling, hvorved plasten nedbrydes. Sådanne kædebrud benyttes ved genbrug af fx Teflon®. I andre plasttyper bindes kæderne sammen i et netværk. Denne proces kaldes tværbinding og bruges til fremstilling af plast, der kan tåle høje temperaturer, eller til plast, der krymper under opvarmning. Ved tværbindingen indføres en "hukommelse" i plasten: Bestrålede komponenter kan under opvarmning udvides og efter afkøling beholde deres form, indtil de atter opvarmes og krymper til den oprindelige størrelse.

Bestråling anvendes også til hærdning af trykfarver, lakker og maling. Den flydende farve indeholder små molekyler, der under indvirkning af strålingen bindes sammen til polymerer og derved hærder. Andre specielle processer omfatter farvning af glas og halvædelsten som fx topas og fremstilling af transistorer.

En ny anvendelse af stråling kan få væsentlig miljømæssig betydning ved rensning af røggasser fra specielt kulfyrede kraftværker. Røggasserne indeholder SO_x og NO_x (svovl- og nitrogenoxider), som forurener miljøet med såkaldt sur regn. Ved at tilsætte ammoniak (NH₃) kan oxiderne omdannes til ammoniumsulfat og -nitrat, der bruges som kunstgødning. Stråling virker som katalysator for disse processer og fremmer derved virkningsgraden.