Bestrålingsanlæg er anlæg, hvor produkter bestråles for at forbedre visse af deres egenskaber. Fx kan fødevarers holdbarhed forlænges (se levnedsmiddelkonservering), bakterier på medicinsk udstyr dræbes, (se strålingsterilisering) og plast gøres stærkere.

Bestrålingsanlæg anvender tre typer strålingskilder: elektronacceleratorer, hvor elektroner accelereres af en høj elektrisk spænding; røntgenanlæg, der udnytter den stråling, som dannes, når accelererede elektroner rammer atomerne i et materiale; gammaanlæg, der anvender strålingen fra radioaktive isotoper, især cobalt-60 og cæsium-137, der udsender gammastråler (fotoner).

Strålingsanlæg uden radioaktive kilder

Elektronacceleratorer og røntgenanlæg har ingen radioaktive kilder, idet de er elektriske anlæg, hvor strålingen forsvinder, når der slukkes for anlægget. I acceleratoren benyttes spændinger fra 100 kV til 10 MV; op til 5 MV anvendes oftest jævnspænding til at accelerere elektronerne, men ved højere energi benyttes vekselspænding på flere mia. svingninger pr. sekund.

De første elektronacceleratorer blev bygget i 1920'erne til videnskabelige formål, men udviklingen af radar under 2. Verdenskrig gav de kraftige højfrekvenskilder, der var nødvendige for fremkomsten af bestrålingsanlæg med industriel kapacitet.

Røntgenanlæg til industrielle formål har ikke kunnet konkurrere økonomisk med de andre typer.

Gamma-anlæg

Gamma-anlæggets radioaktive kilde er fremstillet ved neutronbestråling i kernereaktorer, og udviklingen af kernekraften var en forudsætning for at kunne fremstille industrielle gammaanlæg. Fremstilling, transport, installation og slutdeponering af de stærkt radioaktive kilder foregår under store sikkerhedsforanstaltninger for at undgå bestråling af mennesker. Der findes i verden ca. 150 industrielle gammaanlæg og 20-30 acceleratorer, der især anvendes til sterilisation af medicinsk udstyr.

Strålingsanlæg til plastfremstilling

Mere end 400 acceleratorer benyttes i forbindelse med fremstilling af plast. I Danmark er der tre gammaanlæg og en elektronaccelerator med industriel anvendelse.

Produkterne bestråles ofte i deres færdige pakning, hvorved man undgår ny forurening af fx det strålesteriliserede medicinske udstyr. Produkterne føres af et transportsystem ind gennem afskærmningen til strålingszonen, fx løber plastfolie fra en rulle gennem strålingen og bliver rullet op igen på den anden side. Strålingsdosen afhænger af produktets hastighed gennem strålingszonen.

Beskyttelse

Ved driften af alle tre typer bestrålingsanlæg skal personalet beskyttes mod strålingen. Gammaanlæggene og de kraftigste elektronacceleratorer kræver 1-2 m tykke betonmure. Acceleratorer med spænding på ca. 200 kV kræver kun få cm bly til afskærmning og kan derfor indgå fx som en del af en trykkerimaskine. Strålingen benyttes her til at hærde maling og trykfarve (se strålingsteknologi).

Når et materiale bestråles, kan en del af energien overføres til atomkernerne, som bliver ustabile, hvorved materialet bliver radioaktivt. Elektroner skal dog have meget stor energi for at kunne påvirke atomkernerne, og ved at vælge en spænding på de industrielle acceleratorer på højst 10 MV undgås, at de bestrålede produkter bliver radioaktive. Strålingen fra et gammaanlæg kan ikke gøre produkterne radioaktive, og ved at forsegle strålingskilden i stålrør sikres det, at intet radioaktivt materiale overføres fra kilderne til produkterne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig