Stedsegrøn, plante, der bevarer grønne blade hele året. Bladene lever i reglen 1-3 år og afkastes kontinuerligt, så planten på intet tidspunkt er bladløs. Sådanne blade har oftest xeromorfe træk, dvs. er stive eller læderagtige, evt. med indsænkede spalteåbninger og andre tilpasninger for at mindske vandtab.

Langt de fleste nøgenfrøede er stedsegrønne, og det er sandsynligvis også den oprindelige livsform hos dækfrøede vedplanter. Den stedsegrønne livsform er fremherskende i fugtige tropiske egne, mediterrane klimaområder og den boreale nåleskovszone. Løvfældende arter er antagelig opstået som tilpasning til klimatyper, hvor forholdene en del af året er ugunstige for plantevækst, fx vinteren i koldt tempererede egne og tørperioden i savanneområder.

Havebrug

I havebruget anvendes betegnelsen især om buske og træer som kristtorn og kirsebærlaurbær og nåletræer som gran, fyr, taks og thuja. Anvendelsen i haven er i høj grad underlagt moden, og stedsegrønne planter som bambus, bjergfyr, rododendron og omorikagran præger især haverne fra 1970'erne og 1980'erne.

Stedsegrønne planter forbindes tit med kirkegårde, fordi der er lang tradition for anvendelsen af disse planter til lave hække, fx af taks og thuja, og til pynt på gravsteder, især med dværgformer af ene, ædelcypres og gran. En del stauder er ligeledes stedse- eller vintergrønne, heriblandt mange skyggetålende bunddækkeplanter som hasselurt, liden singrøn og guldjordbær.

Generelt er stedsegrønne planter med egentlige løvblade mere følsomme over for kolde, tørre vintre end nålebærende. Førstnævnte er dog oftest i stand til at overvinde skaderne og skyde igen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig