stafylokokker

Stafylokokker, Staphylococcus, slægt af kugleformede, grampositive bakterier (ca. 1 μm i diameter), som under væksten danner kolonier, der minder om drueklaser. Stafylokokker kan vokse både med og uden ilt (fakultativt anaerobe) og omfatter ca. 20 forskellige stammer hos mennesker og pattedyr. Sammen med andre bakterier indgår de i den biofilm, der dækker huden og slimhinderne i mund, næse og svælg.

Visse stammer, bl.a. af Staphylococcus aureus, er sygdomsfremkaldende. Stafylokokker er forholdsvis modstandsdygtige over for ydre påvirkninger som udtørring, bestråling og høje salt- eller sukkerkoncentrationer (dvs. osmoseresistente), ligesom de kan tåle opvarmning til 60 °C i op til en time. Dette bevirker, at stafylokokker ofte er årsag til fødevareforgiftning, idet visse S. aureus-stammer rummer et plasmid, der koder for et giftstof, et enterotoksin, som ved indtagelse fremkalder voldsom kvalme, opkastning og diarré. Dette toksin dannes ikke ved temperaturer under 4 °C.

Ca. 50% af befolkningen bærer rundt på sygdomsfremkaldende S. aureus-stammer, der ofte fremkalder forskellige hudinfektioner som betændelse i hårrødder, bylder, børnesår samt lungebetændelse og betændelse i hjerte, hjerne og blære. Alle disse infektioner er karakteriseret ved, at bakteriegiftstofferne, fx leukocidiner, opløser hvide blodlegemer, hvorved der dannes ansamlinger af materie. Se også blod.

Staphylococcus aureus er ofte årsag til sygehusinfektioner, især da mange stammer er blevet resistente over for penicillin og andre antibiotika, fx typen MRSA, der fra 2006 også har bredt sig i danske svinestalde.