Sprogbrugsprincippet er det ene af to hovedprincipper, som Dansk Sprognævn skal tage hensyn til ved fastlæggelsen af den officielle retskrivning. Det andet er traditionsprincippet.

Ifølge sprogbrugsprincippet skrives ord og ordformer i overensstemmelse med den praksis, som følges i gode og sikre sprogbrugeres skriftlige sprogbrug. Hvis en hidtidig fejlstavning skal ophøjes til norm, skal den således være udbredt hos et flertal af gode og sikre sprogbrugere, dvs. hos sprogbrugere, der i øvrigt ikke afviger fra normen. Sprogbrugsprincippet indebærer, at traditionsprincippet kan brydes.

Som en konsekvens af sprogbrugsprincippet blev stavemåderne bidragsyder, (en) tandstik og naturalieøkonomi eksempelvis indført som sideformer til de traditionelle former bidragyder, (en) tandstikker og naturaløkonomi i Retskrivningsordbogen fra 2012. Der er dog ikke altid tale om, at nye stavemåder indføres ved siden af de traditionelle; de kan også erstatte dem. Det skete fx, da de traditionelle stavemåder dælle, tærsk ('tæv'), mading og spontanietet blev afløst af stavemåderne delle, tæsk, madding og spontanitet i Retskrivningsordbogen fra 1986.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig