Skumdæmpere, stoffer, der kan dæmpe eller forhindre skumning, som specielt ved kemitekniske processer som inddampning og destillation kan være stærkt generende. De bedste skumdæmpende midler er silikoneolier; tidligere benyttedes vegetabilske olier eller fedtalkoholer.

Tilsætning af skumdæmpende midler må anses for at være en nødløsning, bl.a. fordi det tilsatte stof efter processen er til stede i de fremstillede produkter. Hvor det er muligt, anvendes i stedet nedbrydning af skummet ved at lade det passere gennem et lag trådvæv eller ved på anden måde at bearbejde det mekanisk, fx ved gæringsprocesser. Den mest effektive metode er at lade skummet bevæge sig hen over en varmeflade, således at der fordamper væske fra skummets hinder. Flere typer af inddampere er indrettet på denne måde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig