Sinhalit er et gult, gyldent eller grønligbrunt til sort mineral, der har pleokroisme (farven afhænger af betragtningsretningen) skiftende fra lysegult over brunt til farveløst.

Faktaboks

Etymologi

Ordet sinhalit kommer af sanskrit Siṃhala 'Sri Lanka', hvor det først blev fundet, og -it.

Hårdheden er 6,5, og massefylden 3,48 g/cm3. Sammensætningen er Mg(Al,Fe)BO4, og jo højere indhold af jern, des mørkere mineral. Det krystalliserer orthorombisk.

Sinhalit har været kendt længe og blev solgt i den tro, at det var jernrig olivin, indtil det i 1952 efter røntgenkrystallografisk undersøgelse og kemisk analyse blev erkendt som et særskilt mineral og trods ligheden med olivin ikke som et silikat, men et borat. Mineralet forekommer bl.a. i Myanmar.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig