Serbere (Litteratur), Den ældste serbiske litteratur, der opstod i den byzantinske tradition, stammer fra anden halvdel af 1100-t. med oversættelser af kirkelige bøger til den serbiske variant af kirkeslavisk (Miroslav-evangeliet o.a.). På samme tid opstod også hagiografier, liturgier og hymner. I 1200- og 1300-t. blomstrede litteraturen igen med helgen- og også herskerbiografier foruden en serbisk udgave af Alexanderromanen og zar Stefan Uroš 4. Dušans lovbog (1349).

Efter Slaget på Kosovo Polje 1389 og den osmanniske erobring af Serbien gik kulturen i stå og genopstod først i begyndelsen af 1700-t. i Sydungarn (nuv. Vojvodina), hvor serberne i to store indvandringsbølger 1690 og 1739 havde søgt tilflugt for osmannerne. Under russisk-ukrainsk indflydelse opstod der i de nye omgivelser en serbisk baroklitteratur, hvis vigtigste navne var Djordje Branković (1645-1711), Gavrilo Stefanović Venclović (kendte data 1711-46), Jovan Rajić (1726-1801) og Zaharija Orfelin (1726-85).

Periodens betydeligste skikkelse og repræsentant for oplysningstiden er Dositej Obradović, der grundlagde "Den Store Skole" i Beograd, der med tiden skulle blive til Beograds universitet. I sit forsøg på at nærme kulturen og litteraturen til folket indførte han gradvis folkesproget i sine værker. Den europæiske sentimentale roman var repræsenteret i en lang række oversættelser, men også i bl.a. Milovan Vidakovićs (1780-1841) romaner. Med Lukijan Mušicki (1777-1837) indførtes den klassicistiske poesi i serbisk litteratur. Mellem klassik og romantik står den montenegrinske fyrstebiskop Petar Petrović Njegoš (1813-51). Bestræbelserne for at indføre folkesproget i litteraturen blev konsekvent gennemført af sprogreformatoren og folkemindesamleren Vuk Karadžić, der ud over en samling af serbiske folkesange udgav en serbisk grammatik og en serbisk ordbog. En hel ny generation af digtere og Vuk-tilhængere trådte frem fra 1847, hvor folkesproget viste sin duelighed som litterært udtryksmiddel. Det var lyrikerne Branko Radičević, Jovan Jovanović-Zmaj (1833-1904), Djura Jakšić (1832-78) og Laza Kostić (1841-1910), der anslog både emotionelle og patriotiske toner.

Socialisten Svetozar Markovićs (1846-75) skrifter om det serbiske landsbyfællesskab som et urkommunistisk samfund blev det teoretiske grundlag for en stor del af den serbiske realisme, der havde sin blomstringstid de sidste årtier af 1800-t. og litterært først og fremmest havde sine forbilleder i den russiske realisme. Det sociale engagement kom til udtryk i skildringer af landbefolkningen som hos Jakov Ignjatović (1822-89) og Milovan Glišić (1847-1908). Realismens betydeligste forfatter var Laza Lazarević, der skildrede konflikten mellem individet og helheden. På grænsen mellem realisme og symbolisme står lyrikeren Vojislav Ilić. Århundredet sluttede med en fransk inspireret symbolisme med lyrikerne Jovan Dučić og Milan Rakić som de betydeligste navne. I tiden efter 1. Verdenskrig afløste en række avantgardistiske bevægelser som ekspressionisme, dadaisme og surrealisme hinanden, samtidig med at Ivo Andrić med sine fortællinger fra Bosnien fornyede den realistiske fortælletradition. 1930'erne var præget af en række socialt engagerede forfattere, der forsøgte at omplante den socialistiske realismes principper til jugoslaviske forhold.

Efterkrigstidens litteratur indledtes med udgivelsen af Ivo Andrićs tre romaner, Broen over Drina (1945, da. 1961), Forvist til Bosnien (1945, da. 1979) og Frøkenen (1945, da. 1963), der i krønikens form skildrer Bosnien som mødested for flere kulturer og religioner. Men ellers prægedes slutningen af 1940'erne af regimets forsøg på at presse forfatterne til at skrive socialrealistisk; efter Jugoslaviens brud med Sovjetunionen i 1948 slækkedes de ideologiske krav, så forfattere som Dobrica Ćosić i romanen Fjernt står solen (1950, da. 1961) og Mihailo Lalić i romanen Klagernes bjerg (1957, revideret 1962, da. 1967) kunne skildre partisanernes psykologiske reaktionsmønstre uden at forfalde til stereotyper.

Efter 1950 åbnede den serbiske litteratur sig mod Vesten. Amerikanske og europæiske forfattere oversattes, og kulturlivet liberaliseredes gradvis. Avantgardistiske forfattere fra 1930'erne som Oskar Davičo (1909-89), Dušan Matić (1898-1980) og Marko Ristić (1902-84) indledte en ny fase af deres forfatterskaber, og især Matić øvede en betydelig indflydelse på den unge lyrikergeneration, samtidig med at kritikere som Predrag Palavestra (1930-2014) bragte et friere og mere nuanceret syn på især den tidligere litteratur. I 1959 vakte Miodrag Bulatović opsigt og forargelse med sin fantasifulde og halvpornografiske roman Den røde hane flyver mod himlen (da. 1961). Danilo Kiš' skandaleombruste En grav til Boris Davidovič fra 1976 (da. 1983) påpegede, at Jugoslavien ikke som officielt hævdet havde gjort op med stalinismen, og Dobrica Ćosićs store romantrilogi, Synderen (1985), Den frafaldne (1986) og Den troende (1987), gjorde op med myterne om det illegale jugoslaviske kommunistpartis rolle som et lille tappert og forfulgt parti i 1930'erne. Antonije Isaković (1923-2002) brød med romanen Øjeblikket (1982) tabuet om den berygtede fangelejr på øen Goli Otok, hvor Moskvatro kommunister blev interneret efter 1948. En af de mest livskraftige serbiske nationale myter, Serbien som foreneren af de sydslaviske nationer i en fælles jugoslavisk stat efter 1. Verdenskrig, fik et kraftigt skud for boven af Danko Popović (1928-2009) i den lille roman Milutins bog fra 1985. 1930'ernes Jugoslavien og 2. Verdenskrig har i Aleksandar Tišma (1924-2003) fundet en fortolker med uafrystelige skildringer af jødernes skæbne i Auschwitz og den kroatiske koncentrationslejr Jasenovac i romanerne Brugen af mennesket (1976, da. 1996) og Kapo (1987, da. 2000).

Jugoslaviens opløsning fra 1991 og borgerkrigene har sat sig spor i form af en kras antinationalistisk antikrigslitteratur hos forfattere som Vidosav Stevanović (f. 1942) i en romantrilogi, hvis første bind, Sne i Athen, kom i 1992 (da. 1994), og hos Vladimir Arsenijević (f. 1965) i På underste dæk (1995, da. s.å.) og Andjela (1997, da. 1999), der udgør de to første dele af den endnu ikke fuldførte trilogi Cloaca Maxima. Se også Serbien og Montenegro – litteratur.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig