søliljer

Artikelstart

Søliljer, Crinoidea, klasse af pighuder bestående af søliljer og fjerstjerner; langt de fleste af de ca. 600 nulevende arter hører til sidstnævnte. Søliljer består af en bægerformet krop med fem undertiden grenede arme og en stilk til fasthæftning; fjerstjerner afviger ved, at stilken er reduceret i voksenstadiet. Den bøjelige stilk består af en række mindre kalkplader, der kan være forsynet med korte sidegrene. Bægeret er dannet af to kredse af plader. Den øverste kreds bærer armene. Bægerets overside er dækket af en elastisk hinde med nogle mindre kalkplader langs randen. Munden findes midt i den elastiske hinde, og gatåbningen findes nær bægerets rand. Armene kan være delte en til flere gange. Kalkpladerne i armene bærer ofte små sidegrene, som er fjerformet arrangeret. Mange fjerstjerner er meget farvestrålende.

De fleste arter af søliljer lever på lavt vand i troperne, men en del arter findes på dybder på op til 8000 m. I danske farvande kendes kun én art, fjerstjernen Antedon petasus. Søliljer sidder for det meste fasthæftede til havbunden, men især fjerstjerner er gode til at svømme vha. armene. Søliljer fanger små planktonorganismer vha. slim og cilier. Føden transporteres vha. sugefødder på armenes overside til munden. Søliljer er særkønnede og gyder frit i vandet.

Evolution

De ældste sikre fund af søliljer er fra Tidlig Ordovicium (480 mio. år før nu), men det er muligt, at gruppen er endnu ældre, idet visse fossiler i Burgess-skiferen fra Sen Kambrium (510 mio. år før nu) muligvis er søliljer. Søliljer udgjorde en vigtig del af de marine faunaer i Palæozoikum indtil den store masseuddøen ved Perm-Trias-grænsen for 248 mio. år siden. Mange steder var de så almindelige, at man endnu i dag finder tykke kalkstensbænke opbygget udelukkende af søliljedele. Komplette søliljer er dog sjældne, idet de tusinder af små skeletplader falder fra hinanden og spredes efter døden.

Palæozoiske søliljer havde næsten alle en stilk og var faststående. Generelt var de kraftigt bygget, og fossile stilkled med en diameter på mere end 1 cm er ganske almindelige. Traditionelt er de palæozoiske søliljer inddelt i underklasserne Inadunata, Flexibilia og Camerata, især baseret på forskelle i bægeret. Kun ganske få slægter af Inadunata overlevede Perm-Trias-katastrofen, og de gav i Trias sandsynligvis ophav til underklassen Articulata, som alle nulevende søliljer tilhører. Disse har et reduceret bæger og langt mere bevægelige arme end de palæozoiske former.

Efter Trias ændrede søliljernes levevis sig langsomt, idet stilkede, fastsiddende former gradvist blev afløst af ustilkede, fritlevende former, fjerstjerner. Samtidig fortrængtes de resterende stilkede former til dybere vand. Søliljers betydning i dag er stærkt reduceret i forhold til Palæozoikum.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig