Sækdyr. Fra venstre mod højre ses: Tværsnit af halen af en søpunglarve (et sækdyr), af kroppen af en lancetfiskelarve og af et foster af en frø (et hvirveldyr). Nerverøret er netop afsnøret fra rygsidens ektoderm, og chordaen fra urtarmen. I søpunglarven er urtarmen kun en tynd streng af celler uden hulrum, og mesodermen danner enkelte muskelceller i stedet for cølomsække.

.

Sækdyr er en underrække af chordater med ca. 1100 arter. Sækdyr omfatter de planktoniske appendicularier og salper samt de fastsiddende søpunge. Alle arter er marine. Slægtskabet med de øvrige chordater viser sig ved, at sækdyr enten som larver eller voksne er i besiddelse af en rygstreng (chorda), en rørformet rygmarv, et svælg gennemboret af gællespalter (gællesæk) og et hjerte, der ligger under svælget.

Faktaboks

Også kendt som

Urochordata, Tunicata

Gællesækken er både åndings- og fangstapparat. Ved hjælp af ringmuskler rundt om kroppen (salper), en muskuløs hale (appendicularier) eller cilier i svælget (søpunge) skabes en vandstrøm, der i gællesækken passerer et slimnet, hvori fytoplankton og detritus frasorteres som føde. Slimen dannes i endostylen, en kirtel, der svarer til hvirveldyrenes skjoldbruskkirtel. Fælles for alle sækdyr er kroppens beklædning med en såkaldt tunica, en bindevævsagtig dannelse, der indeholder cellulose. Alle sækdyr er hermafroditter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig