Ranket, (af ty. Rankett, Rackett, af usikker opr.), dobbeltrørbladsinstrument med et langt, tyndt rør, der er foldet vertikalt i en lille cylindrisk beholder med huller, heraf navnet pølsefagot. Den anblæses foroven og har en særlig kapsel om bladene. Ranketten kan producere meget dybe toner og kendes i perioden 1550-1650 i flere størrelser. En senere type fra omkring 1700 anblæses fra et snoet messingrør øverst i beholderen.