Rødrygget tornskade, Lanius collurio, spurvefugl (17 cm) af tornskadernes familie, udbredt i det meste af Europa og et stykke ind i Asien. I Danmark yngler den ret almindeligt på overdrev og andre åbne, tørre områder med spredte buske. Den ankommer fra vinterkvarteret i tropisk Afrika i maj og forlader landet igen i september.