prostata

Prostata er en kirtel, der kun findes hos manden, beliggende lige under blæren, hvor den omslutter de første ca. 2,5 cm af det mandlige urinrør, urethra. Kirtlens sekret udtømmes ved ejakulation som en bestanddel af sæden.

Den fælles udførselsgang for sædleder og sædblære (ductus ejaculatorius) udmunder i urinrørets bagvæg, omtrent midt i prostata. Prostatas kirtelvæv er indlejret i bindevæv og glat muskulatur, hvis sammentrækning under ejakulation udpresser sekretet gennem 20-30 små udførselsgange, der udmunder i urinrøret. Kirtlerne er opdelt i små periurethrale kirtler beliggende tæt under urinrørets slimhinde og i et mindre antal større kirtler, hovedkirtlerne, fortrinsvis beliggende bagtil og til siderne. Prostatakræft udgår i reglen fra hovedkirtlerne og giver i begyndelsen ikke vandladningsproblemer pga. kirtlernes større afstand fra urinrøret.

En yngre mands prostata vejer ca. 20 g. Som en normal aldersforandring øges mængden af væv i og omkring de periurethrale kirtler, prostatahypertrofi, hvorved urinrøret kan forsnævres med besværet eller ophævet vandladning til følge. Med alderen ophobes også stigende mængder af små grynede udfældninger i prostatakirtlerne; de kan forkalke og betegnes da prostatakonkrementer.

Prostatasekretet udtømmes som den første del af ejakulatet. Det indeholder høje koncentrationer af citronsyre samt zink, der stabiliserer de tætpakkede DNA-molekyler i sædcellerne. Sekretet indeholder endvidere specielle enzymer, herunder prostataspecifikt antigen, et proteinspaltende enzym, der gør sæden tyndtflydende og letter sædcellernes fremtrængen. Ved prostatakræft kan disse enzymer også påvises i blodet som et diagnostisk tegn på denne sygdom. Endelig indeholder sekretet høje koncentrationer af polyaminer (spermin), der sammen med et indhold af antistoffer giver sæden bakteriehæmmende egenskaber. Prostata findes i lidt varierende udformning hos alle pattedyrarter.