propel

Propel. I moderne propelfly fremstilles propellerne ofte af avancerede materialer. I 1999-udgaven af Lockheed Martins Hercules C-130J er de firebladede metalpropeller således blevet erstattet af seksbladede propeller fremstillet af kompositmaterialer. De nye propeller indeholder 50% færre dele, vejer 15% mindre og indebærer store besparelser i vedligeholdelsen. Hercules-flyet eskorteres tv. af en F-16.

.

Propel. Det britiske angrebsfly Westland Wyvern 1 fra sidst i 1940'erne havde to firebladede, kontraroterende metalpropeller. Wyvern var hangarskibsbaseret, og de kontraroterende propeller gjorde, at flyet ikke trak ud til siden under start. Ulempen ved kontraroterende propeller er det relativt tunge propelgear.

.

Artikelstart

Propel, maskindel, der består af to eller flere vingeformede blade, som drives rundt af en motor; den anvendes til at give fremdrift til fx skibe og fly. En propel virker ved at accelerere vandet eller luften bagud, hvorved fartøjet får en fremadrettet impuls. Det følgende omhandler udelukkende flypropeller; mht. skibspropeller, se skibsskruer.

Faktaboks

Etymologi
Ordet propel kommer af engelsk propeller, af propel 'drive frem', af latin propellere, af pro- og pellere 'drive, slå'.

En flypropel kan drives rundt enten af en stempelmotor eller en jetmotor. Propellen sidder normalt foran motoren som trækkende propel, men kan også være monteret bag motoren som skubbende propel.

Den har to eller flere (op til otte) propelblade enten med fast stigning (indfaldsvinkel i forhold til luftstrømmen) eller med variabel (stilbar) indfaldsvinkel, som aktiveres af en propelregulator (governor), der holder propellens omdrejningstal konstant. På nogle propeltyper kan bladene drejes i navet til negativ indfaldsvinkel og derved medvirke til opbremsning af flyet under landing.

Propelblade fremstilles normalt af træ, men almindeligt er også aluminium; tidligere anvendtes også hule stålblade. Glas- eller kulfiber samt forskellige former for plast vandt indpas i slutningen af 1900-t. Moderne propelblade har ofte langs forkanten en muffe med elektriske varmetråde til forhindring af isdannelser under fx skyflyvning, men centrifugal udsivning af alkohol langs forkanten eller i porøse belægninger anvendes også.

Propelfly anvendes ofte til korte ruter, hvor deres gode brændstoføkonomi og trækkraft ved start udnyttes. Ulempen ved propeller er, at deres virkningsgrad går drastisk ned, når bladtipperne ved høje omdrejningstal nærmer sig lydhastigheden; samtidig øges larmen fra dem betydeligt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig