Præferencer, (af fr. préférence, af préférer 'foretrække', af lat. praeferre, af præ- og ferre 'føre, bære'), inden for økonomi udtryk for forbrugerens vurdering af alternative indkøbssammensætninger af varer og tjenester (varebundter). I teorien om rationel forbrugeradfærd (se rationalitet) antages disse præferencer at være udtryk for konsistente vurderinger, således at de opfylder visse grundlæggende egenskaber, fx transitivitet; se præferencefunktion.

Præferencer kan under visse betingelser beskrives ved en nyttefunktion (præferencefunktion), således at et varebundt foretrækkes for et andet, netop hvis det første bundt giver større værdi af nyttefunktionen end det andet. Nyttefunktioner er således et analytisk hjælpemiddel, en indikator for, hvordan varebundter vurderes over for hinanden.

Præferencebegrebet har vist sig nyttigt også i en overordnet diskussion af, hvordan samfundet bør træffe valg og rangordne alternativer på grundlag af dets borgeres vurdering, dvs. inden for social choice-teori. Her analyseres funktioner, der til et sæt af præferencer for hver borger, en såkaldt præferenceprofil, angiver enten en samfundsmæssig præference eller samfundets valg af alternativ.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig