Parallelkurver, plane kurver, der udelukkende har fælles normaler, og hvis afstand målt langs normalerne er konstant. Man kan konstruere to parallelkurver til en given kurve m ved at afsætte samme længde ud ad m's normaler til begge sider af m; endepunkterne udgør da to parallelkurver til m.
I differentialgeometri kan en familie af parallelkurver konstrueres som forskellige afviklere til samme bue k: Ud ad tangenterne til k afsættes de afviklede buelængder plus et konstant linjestykke (forskellige linjestykker for hver afvikler). Tangenterne til k er fælles normaler til de forskellige afviklere.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.