Normal, geometrisk begreb. En normal til en kurve (eller en flade) i et punkt er en ret linje, som går igennem punktet og står vinkelret på kurvens tangent (respektive fladens tangentplan) i punktet. En kurve i rummet har uendelig mange normaler igennem et givet punkt på kurven. Normalerne udspænder normalplanen til kurven i punktet.