paraglider

Paraglider, luftfartøj, der består af en firkantet skærm med vingeform, som piloten hænger under i et seletøj. I modsætning til fx dragefly har paraglideren ikke en stiv indre strukturramme, men holdes i facon af det lufttryk, der opstår i lommerne mellem skærmens over- og underside.

Faktaboks

Etymologi
Ordet paraglide er engelsk, 1. led forkortelse af parachute 'faldskærm', 2. led afledt af glide 'svæve, glide'.

Paraglideren fremstilles af kunststoffet dacron og styres med håndtag, som vha. snoretræk krænger vingens bagkant ned i den side, man ønsker at dreje til. Starten foregår ved, at skærmen ligger udbredt bag piloten, som ved et kort løb ned ad en skrænt (eller på ski) mod vinden får trukket vingen op i luften over sig.

Paragliderens udvikling begyndte i USA i midten af 1970'erne, hvor man sprang med firkantede, styrbare faldskærme fra bjerge og skrænter. I 1980'erne tog franske og schweiziske bjergbestigere idéen op, paragliderens design blev forfinet, og sporten bredte sig hurtigt ud over hele verden.

Se også drageflyvning.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig