optisk stimuleret luminescens

Optisk stimuleret luminescens er en metode til absolut datering i arkæologien og geologien.

I et mørkekammer udtager man sandkorn fra fundmaterialet og udsætter dem for belysning med blåt, grønt eller infrarødt lys fra lysemitterende dioder eller lasere. Det får mineraler som kvarts og feldspat i sandkornene til selv at udsende et svagt lyssignal (luminescens), fordi de frigør oplagret energi fra den naturlige radioaktive bestråling fra jordlagene, som gennem tiden er blevet opfanget af urenheder i krystalgitteret. Intensiteten af dette lyssignal viser, hvornår sandkornene sidst blev udsat for dagslys, og dermed hvornår sedimentet blev dækket af yngre aflejringer. Metoden rækker 500.000 år tilbage i tiden.

Optisk stimuleret luminescens kan også bruges til dosimetri, dvs. måling af, hvor meget radioaktiv stråling, en person har været udsat for.