Dateringsmetoder, metoder til bestemmelse af den relative eller absolutte alder af fund og perioder inden for arkæologi, geologi, vegetationshistorie osv. Den relative alder er traditionelt blevet bestemt ud fra fundenes placering i lagserier (se stratigrafi) eller på basis af udviklingen af oldsagstyper (se typologi). Der er dog store fejlmuligheder ved opstilling af tidsskemaer, der alene er baseret på disse metoder.

Først efter fremkomsten af pålidelige naturvidenskabelige dateringsmetoder fra 1930'erne og fremefter har man fået et langt mere sikkert kendskab til alderen på arkæologiske og geologiske perioder m.m. Sikre relative dateringer over store geografiske afstande kan fås ved hjælp af pollenanalyse og tefrakronologi.

Absolut aldersbestemmelse i år får man ved at udnytte processer i naturen, der foregår med en kendt og uforandret hastighed. Den årlige tilvækst af nye årringe i træer danner basis for dendrokronologi, mens henfaldet af naturligt forekommende radioaktive stoffer giver grundlag for en lang række dateringsmetoder, som spænder i tid fra i dag og tilbage til de ældste aflejringer, der er fundet i jorden og på Månen. Rækkevidden af en radioaktiv dateringsmetode afhænger af længden af halveringstiden for det radioaktive stof og af, hvor sjældent stoffet er i naturen. Kulstof 14-datering anvendes til datering af kulstofforbindelser, fx træ, tørv, knogler og muslingeskaller, fra de seneste 50.000 år. Termoluminescens fra mineralkorn (kvarts og feldspat) giver mulighed for datering af forekomster, der er op til ca. 500.000 år gamle. Ved datering af endnu ældre prøver benytter man radioaktive stoffer med meget lange halveringstider, fx uran og radioaktivt kalium.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig