neuropatologi

Artikelstart

Neuropatologi, område inden for patoanatomi, som omfatter studiet af vævsforandringer ved neurologiske og psykiatriske sygdomme i centralnervesystemet (hjernen og rygmarven) og det perifere nervesystem.

Faktaboks

Etymologi
2. led af ordet neuropatologi er patologi.

Neuropatologisk diagnostik foretages på sygehusenes patoanatomiske afdelinger af patologer med særlig uddannelse inden for dette felt. Undersøgelser af hjernen udtaget ved obduktion har haft stor betydning for forståelsen af nervesygdommenes symptomer, årsager og udvikling og er fortsat et vigtigt led i kontrollen af neurologisk diagnostik og udforskningen af nyopdagede sygdomme. Nogle af disse, fx den uhelbredelige Creutzfeldt-Jakobs sygdom, kan kun påvises ved obduktion. Mikroskopisk undersøgelse af frysesnit fra hjernesvulster foretages, mens operationen foregår, og er afgørende for indgrebets omfang. Den efterfølgende, mere omfattende mikroskopi giver mulighed for en nøjagtig klassifikation af svulsten og dermed valg af efterbehandling og forudsigelse af forløbet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig