En naturskole er betegnelsen for en institution, hvis formål er at formidle viden om naturen til børn og unge baseret på en forståelse af, at det er væsentligt for børns udvikling at blive fortrolige med naturen allerede som små børn. Naturskolerne stiller rammer til rådighed for undervisning af børn og unge, så undervisningen i en kortere eller længere perioder, kan flyttes fra skolens institutionelle rammer og ud i naturen.

Organisering

En stor del af naturskolerne er placeret i de statslige skove og drives gennem samarbejdsaftaler mellem Naturstyrelsen og en eller flere kommuner. Endvidere findes en række rent kommunale institutioner. Ligeledes findes der private aktører på området. De enkelte naturskoler har typisk tilknyttet naturvejledere som hjælper med facilitering af undervisningen.

Indhold

Naturskolerne er ikke omfattet af undervisningsministeriets formelle krav til undervisning. Naturstyrelsen har imidlertid oprettet en række lokale naturskoler med dertil hørende lokaler og udearealer, som kan benyttes af skoler og institutioner i de kommuner, der betaler for driften af naturskolerne. Når undervisningen rykker ud i disse lokationer stiller naturskolen ofte en naturvejleder til rådighed, som kan hjælpe med at facilitere undervisningen.

Med de senere års opmærksomhed på bæredygtighed i undervisningen og en højere prioritering af de naturvidenskabelige fag og det eksperimentelle arbejde, inddrages mange af de etablerede skolefag i undervisningsforløbene på naturskolerne. Ligeledes danner naturskolerne i stigende grad rammer for lejrskoleophold mm. Det er dog fortsat naturoplevelsen og naturen som er omdrejningspunktet for opholdet på landets naturskoler.

Historie

De første naturskoler i Danmark blev oprettet af Skov- og Naturstyrelsen i Esbjerg 1971 og i Fiskebæk ved Furesøen 1972. Grundtanken var, at skolerne skulle tage eleverne ud af det almindelige klasseværelse for en dag og i stedet bruge naturen som klasserum og en af "skovens folk" som underviser.

Konceptet blev en succes. Efterfølgende dannede organiseringsmodellen baggrund for dannelsen af yderligere 25 naturskoler fordelt på Skov- og Naturstyrelsens arealer. I de senere år er naturskolerne blevet suppleret med overnatningsfaciliteter, bl.a. i form af shelters, så natte- og morgentimerne kan inddrages i forløbene.

Undervisningen på naturskolerne har endvidere haft betydning for udvikling af folkeskolens fag Natur- og Teknikundervisning. I den sammenhæng har naturskolerne også understøttet efteruddannelsestilbud til folkeskolens lærere. Gennem naturvejlederordningen er der i de senere år lavet en indsats for at udvikle undervisningsmetoder rettet mod folkeskoleeleverne som målgruppe.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig