naturbenyttelse

Naturbenyttelse, Naturbenyttelse. Befolkningens ret til at færdes i naturen i Danmark har hjemmel i Naturbeskyttelsesloven. At skabe gode forhold for friluftslivet er en fast del af Naturstyrelsens arbejde. Generelle regler sikrer offentlighedens adgang til naturområder, og ifølge Vandløbsloven er der normalt fri adgang til at sejle i kano og kajak på søer og vandløb, ligesom man ikke må spærre for passage langs stranden med et hegn. Fra 1937 blev strandene generelt åbne for færdsel til fods, og med love fra 1969 og 1992 styrkedes rettighederne til at færdes og opholde sig på stranden, i private skove og på udyrkede arealer, der ikke er indhegnede. Der er generelt adgang til strande, udyrkede arealer og offentlige skove. I private skove må man kun færdes på veje og stier, som det i øvrigt er tilfældet i det åbne land. Et skilt med privat vej er ikke et forbud mod færdsel til fods eller på cykel.

En særlig aktiv indsats for at skabe adgang til naturen blev påbegyndt i 1972 med loven om erhvervelse af fast ejendom til fritidsformål, hvis principper er ført videre i Naturbeskyttelsesloven. Staten har købt særlig værdifulde arealer til gavn for friluftslivet, og på de erhvervede arealer, som administreres af Naturstyrelsen, er anlagt stier og indrettet bl.a. naturskoler og naturcentre. Områderne plejes, og der er oplysning i form af bl.a. vandretursfoldere og naturvejledning. Naturstier er adgangsveje til og gennem landskabet uden for det egentlige vejnet. Et eksempel er den 60 km lange sti, der er anlagt langs Holme Å nord for Esbjerg med broer og ramper over våde områder og med lejrpladser. Ridning kan være forbudt, da stierne ødelægges, hvis der ikke er anlagt særlige ridespor. Stierne er ofte beskrevet i turfoldere og på skilte.

I de øvrige nordiske lande har man en allemandsret til færdsel og ophold i naturen. I Sverige (se allemansrätt), Finland og Island hviler dette på en sædvaneret. I Norge fik befolkningen denne ret i en lov fra 1957 om friluftslivet. I Danmark gav Mark- og vejfredsloven fra 1872 grundejerne ret til at forbyde anden mands færdsel på grunden. Der består en konflikt mellem grundejernes ret og befolkningens interesse i at færdes i naturen. Der er ligeledes konflikt mellem det at bevare naturen for dens egen skyld som et naturreservat over for det at give befolkningen adgang og dermed forstyrre naturen. Naturbenyttelsen kan til tider forstyrre eller skade naturen. Klitter må i perioder beskyttes og repareres pga. slid, og på fx Gudenåen er kanosejlads blevet begrænset til et vist antal udlejningskanoer pr. sæson.

Se også friluftspolitik.