Musikalitet betegner i snæver, faglig betydning evnen til at opfatte musikalske fænomener meget nuanceret som noget meningsfuldt og struktureret og evnen til at udtrykke sig i sang, spil eller dans. I bredere betydning kan musikalitet forstås som evnen til at opleve musik som et meningsfuldt menneskeligt udtryk, uden forudgående analyse.
musikalitet
Arv og miljø
Blandt udviklingspsykologer og kognitive musikpsykologer er der i dag enighed om, at alle mennesker er født med anlæg for musikalitet, som dog kvantitativt og kvalitativt varierer fra person til person.
Radikal umusikalitet (amusi) anses for at være sygelig. Nyere musikpsykologiske forskning peger dog på, at arvelige anlæg såvel som kulturelle forhold spiller en vigtig rolle for udviklingen af musikalske evner. Jo tidligere et barn oplever at blive en del af et musikalsk fællesskab og bliver stimuleret til at udtrykke sig, des større chancer er der for, at det senere får et aktivt forhold til musik, det være sig som udøvende eller lyttende, som amatør eller professionel.
Musikalitetsteorier gennem historien
Begrebet "musikalitet" går tilbage til slutningen af 1800-tallet og er knyttet til den naturvidenskabelige udforskning af menneskets musikperception. En lang række teorier om musikalitetens natur og elementer har afløst hinanden gennem 1900-tallet – med forskellige bud på muligheden for at måle eller teste den og omsætte en sådan viden til fx pædagogisk praksis.
Blandt de vigtigste musikalitetsforskere kan nævnes Carl E. Seashore (1866-1949) (positivistisk tonepsykolog), James L. Mursell (1893-1963) (gestaltpsykolog), Robert W. Lundin (1920-2007) (behaviorist) og John Blacking (1928-1990) (antropolog).
Mange naturvidenskabeligt orienterede musikalitetsforskere har udarbejdet tests, bl.a. Seashore, Herbert D. Wing og Arnold Bentley (1913-2001), som med disse standardiserede redskaber har forsøgt fx at forudsige personers egnethed til instrumentalundervisning. Mange af de klassiske test-elementer indgår fortsat i optagelsesprøver til højere musikuddannelser, selvom fx evnen til at improvisere og fortolke anerkendes som uundværlige forudsætninger for at udvikle sig som musiker.
Musikalsk udvikling og læring i et aktuelt perspektiv
Musikalske færdigheder kan udvikles uden undervisning ("situeret læring"), som det stadig er tilfældet i mange ikke-vestlige kulturer, men øvelse er en nødvendig betingelse.
En vigtig moderne musikalitetsteori er udviklet af Howard Gardner, som regner musikalsk intelligens som én specifik intelligens blandt 6-7 andre. Gardners teori er i Danmark bearbejdet af blandt andre Mogens Hansen og Kjeld & Kirsten Fredens, som har omformet den til en teori om musikalsk kompetence.
Med begrebet kommunikativ musikalitet som grundlag har psykologiske forskere, bl.a. Colwyn Trevarthen (født 1931), udviklet en teori om musikalitet som en fundamental, medfødt menneskelig kommunikationskompetence.
Læs mere i Den Store Danske
Litteratur
- Harald Jørgensen (1982): 4 musikalitetsteorier.
- Lars Ole Bonde (2011): Musik og menneske. Kap. 14.
- Alf Gabrielsson (2020): Musikpsykologi. En introduktion. Kap. 16.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.