multiplikator

Multiplikator, inden for økonomi en faktor, hvormed man multiplicerer ændringer i efterspørgslen for at beregne de samlede virkninger af disse på nationalindkomsten. Multiplikatoren afspejler det forhold, at en efterspørgselsstigning ud over en direkte forøgelse af nationalindkomsten giver anledning til en afledet stigning i efterspørgsel og produktion. Hvis staten fx opfører en bygning, vil håndværkerne få øgede indkomster, og dem kan de fx bruge til nye biler, hvorefter bilforhandlerne opnår indkomstforbedringer osv. En efterspørgselsstigning vil således spredes som ringe i vandet. Denne proces vil imidlertid ikke fortsætte usvækket i det uendelige. En del af impulsen vil forsvinde i hvert led. Noget vil blive lagt til side som opsparing, noget vil gå til udlandet, og noget til skat. Hvis den andel af en indkomststigning, der går videre til næste led som efterspørgselsstigning, kaldes q, så skal den oprindelige impuls multipliceres med multiplikatoren ¹/_(1-q) for at få den samlede effekt.

Sådanne processer blev først beskrevet af den danske politiker Julius Wulff (1852-1924) i 1890'erne, idet han kun så på det, der forsvandt ud af processen til udlandet. I 1930'erne kom den del, der blev lagt til side til opsparing, i fokus; den første, der beskrev dette, var den danske økonom Jens Warming. Internationalt var Richard F. Kahn den første, der gjorde sig gældende på dette felt, men det var først med John Maynard Keynes' teorier fra 1936, at multiplikatoridéen fik en central plads i økonomisk teori.

Keynes' teorier blev specificeret i økonometriske samfundsmodeller, fx ADAM. I sådanne modeller kan multiplikatorer for forskellige påvirkninger af økonomien udregnes, idet multiplikatorprocessen forløber forskelligt alt efter karakteren af den oprindelige impuls. De beregnede multiplikatorer spiller en vigtig rolle i tilrettelæggelsen af den økonomiske politik, idet det er dem, der angiver den totale virkning af de forskellige offentlige styringsinstrumenter.