mosskorpioner

Mosskorpioner. Neobisium carcinoides (tidligere N. muscorum) er en af Danmarks almindeligste mosskorpioner. Den lever i skovbunden og kan her findes i mos, løv, nåle, under sten og grene og i råddent træ. Denne art har en nordlig udbredelse og kan findes helt op i det nordligste Skandinavien. Den er aktiv ved temperaturer over 0 °C og yngler fortrinsvis ved temperaturer på 15-18 °C.

.

Mosskorpioner Bogskorpion (Chelifer cancroides), 4,5 mm.

.

Artikelstart

Mosskorpioner, Pseudoscorpiones, orden af arachnider (spindlere). Mosskorpioner er ca. 1-12 mm, og de ligner små skorpioner med klosakse, men mangler skorpionernes lange hale med giftkrog. De er rovdyr, og hos visse arter rummer spidsen af klosaksen en giftkirtel, som bruges til at neutralisere små byttedyr. Andre vedhæng på forkroppen rummer spindekirtler, der producerer silke til redebygning. I Danmark findes ca. 20 arter, på verdensplan ca. 3100 arter, flest i troperne og subtroperne. Mosskorpionerne er en meget gammel dyregruppe med fossile fund, der kan dateres til Devon (ca. 360-400 mio. år siden). Nærmeste slægtninge er solifuger.

Mosskorpioner foretrækker fugtige omgivelser og findes derfor gerne under bark og i skovbundens løvlag. Nogle arter kan også træffes i fuglereder, mulvarpereder, bistader og i menneskets boliger. Sidstnævnte gælder bl.a. bogskorpionen (Chelifer cancroides, 4,5 mm, der især kan findes i gamle bøger i fugtige boliger.

Forplantningen sker ved indirekte sædoverførsel; hannen afsætter på et egnet underlag en sædpakke, som optages af hunnen. Der foregår ingen egentlig parring, men komplicerede parringsdanse udføres af visse arters hanner med det formål at få hunnen til at optage sædpakken. Hunnerne udviser yngelpleje, idet ungerne den første tid opholder sig i en rugepose, som moderen har hængende ved kønsåbningen. Her modtager ungerne næring fra hunnen.

Mosskorpioner kan spredes over store afstande ved, at de hægter sig fast til andre dyr med deres kraftige klosakse. Blandt de dyr, der anvendes til transport, er mejere, fluer, hvepse, biller, fugle og visse pattedyr.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig