mikroelektrode

Mikroelektrode, isoleret elektrisk leder med en mikroskopisk, uisoleret måleflade; anvendes i fysiologiske undersøgelser til måling af elektrisk spænding, ionkoncentrationer eller oxidationspotentiale i et punkt svarende til målefladen.

Mikroelektroder har fundet størst anvendelse til måling af den elektriske spænding over cellemembraner. Hertil benyttes mikroelektroder fremstillet af glasrør med en ydre diameter på 1-2 mm, udtrukket under opvarmning til en spidsdiameter på 0,1 μm. Fyldt med en kaliumholdig elektrolyt kan elektroden gennembryde en cellemembran uden at skade cellen. Teknikken er grundlaget for udforskningen af signalbehandling i og mellem nerveceller.

Glasmikroelektroder med en spidsdiameter på 1-2 μm anvendes til at undersøge ionstrømmene gennem membrankanaler. Ionfølsomme glaselektroder laves ved at fylde elektrodespidsen med en ionbytter.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig