medier

I evolutionært perspektiv har menneskets evne til at kommunikere i lyde, gestik og andre tegn været afgørende for artens udvikling og sameksistens. Fra Aristoteles’ klassiske filosofi frem til den moderne biologi og psykologi har forskningen påpeget, at mennesket er et socialt dyr: Mennesker er afhængige af andre mennesker, både mens de vokser op, og senere i livet, og denne afhængighed håndteres konstant gennem kommunikation. Fra uddannelse og dating til politisk demokrati og økonomisk arbejdsdeling er kommunikation en nødvendig betingelse for menneskers overlevelse og trivsel. Kommunikationens historie har samme udstrækning i tid som menneskets naturlige evolution.

Men kommunikationens historie er kun dokumenteret i en ganske lille del af denne meget lange periode. Faktisk er definitionen på historisk tid, at der her er skriftlige kilder – medier – til rådighed om personer, begivenheder og udviklinger. De første skriftsystemer er omkring 5.000 år gamle. Selvom der kun er få og fragmentariske kilder bevaret, udgør disse skrifter de første medier. Mediehistorien begyndte, da nogle samfund og kulturer udviklede midler til at registrere og dermed fastholde f.eks. køb og salg af varer, skabelsesberetninger og andre fortællinger om livet i denne og andre verdener.

I dag forbinder man især ’medier’ med massemedier som presse, film, radio og tv, eventuelt med tilføjelse af bøger, foruden de digitale medier, som kom til fra slutningen af det tyvende århundrede. Og i hverdagen tænker man ofte på medier som genstande eller steder, der giver adgang til et indhold af information eller underholdning: aviser, ugeblade, biografer, radio- og tv-apparater, personlige computere, smartphones. Men disse interfaces – grænseflader – er kun toppen af et isbjerg med tre komponenter. Medier er

• materielle teknologier
• sociale institutioner
• tegn og tekster, som giver mening, når de udtrykkes og udveksles mellem mennesker.

Medier er for det første konkrete ting, man kan pege på og røre ved. Men bag ved de skrevne, trykte, elektroniske og digitale materialer ligger et større apparat, som sørger for deres produktion og distribution. I sammenligning med andre industrier producerer og distribuerer medierne information og underholdning, der er bærere af mening, og som over tid bliver til kultur. Tilsammen udgør medierne en infrastruktur på linje med veje og togskinner, vand- og varmeforsyning. Som sociale dyr har mennesker brug for en social infrastruktur.

Hen over århundrederne er der løbende kommet nye teknologier til. I de situationer har eksisterende teknologier jævnligt ændret rolle i samfundet og placering i hverdagen. Ganske længe – fra 1600-tallet og frem – var det de trykte aviser, der var først med det sidste, eventuelt i ekstraudgaver; i det 20. århundrede overtog først radio og senere tv denne opgave; og i det 21. århundrede er det via internettet og mobiltelefonerne, at man kan holde sig opdateret 24/7.

Men i modsætning til en sejlivet myte er det ikke sådan, at nye medier gør det af med de gamle medier: Årtiers forudsigelser om, at lige om lidt er aviserne udkonkurreret, af tv eller af internettet, har ikke holdt stik. I stedet er der opstået en arbejdsdeling: Nogle medier, f.eks. radio og nyhedsapps, leverer breaking news, mens andre såsom tidsskrifter og dokumentarprogrammer giver baggrund og fremmer eftertanke. Og der er samtidig foregået en såkaldt remediering: Websites og apps har lånt layout fra bøger og tidsskrifter, og tv-skærmen har importeret overlappende vinduer fra computerskærmen.

De forskellige teknologier har tilbudt mange nye muligheder for kommunikation. Men de determinerer ikke, præcis hvordan individer eller samfund kommer til at kommunikere. Dét afhænger af de institutionelle former, som teknologierne antager bestemte steder og på bestemte tidspunkter.

Medierne har udviklet sig til at være en af samfundets bærende institutioner. Institutioner er de store byggesten i et samfund: familien, skolevæsenet, sundhedsvæsenet og flere andre væsener og autoriteter. Mediernes særlige rolle er, at de giver mulighed for at samtale og tænke sig om, inden man bygger samfundet om, i stort og småt, eller beslutter sig for at bevare det i den nuværende form. I medierne udtrykker mennesker deres ideer og holdninger; medierne repræsenterer både en ydre verden og et indre liv. Medier er institutioner til at tænke med.

Som dele af samfund har medierne afspejlet skiftende opfattelser af, hvordan samfundet kan og bør fungere. I dansk sammenhæng blev der indført trykkefrihed med grundloven i 1849, samtidig med at landet gik over til en demokratisk styreform. De trykte medier blev dog hverken styret af borgerne eller de folkevalgte politikere, men af markedskræfterne. Både dengang og nu er de fleste medier varer, der købes og sælges på en af to måder, nogle gange begge dele: gennem abonnementer og stykvis salg, eller gennem reklame, hvor annoncørerne køber sig til brugernes opmærksomhed i korte øjeblikke.

Tv og radio fik i det 20. århundrede en særstatus som institutioner. Specielt i Danmark og andre europæiske lande var synspunktet, at disse medier nåede ud til så mange mennesker, og kunne have så stærke virkninger, at de krævede en særlig regulering i offentlighedens interesse. Derfor blev de til public service-medier, der var underlagt politisk styring med varierende grader af armslængde, og som blev finansieret enten af licensbetaling eller over skatten (som det sker i dag i Danmark, med TV 2 som en hybrid mellem public service og kommerciel mediedrift). I andre af verdens regioner er kommercialisme den dominerende model. Det gælder ikke mindst for USA, hvis tv (og radio) har leveret forbilleder (og skræmmebilleder) for medieudviklingen i en række andre lande.

Digitaliseringen betyder, at mediernes rolle som institution er under forandring. Tidligere talte man om mediesystemer i form af kombinationer af presse, radio og tv, der blev reguleret og finansieret på karakteristiske måder i forskellige lande. Med internettet og dets digitale platforme bliver det mere dækkende at henvise til kommunikationssystemer: De omfatter en-til-mange massekommunikation, men også en-til-en (eller få-til-få) interpersonel kommunikation samt mange-til-mange kommunikation i netværk som sociale medier. I kommunikationssystemerne kan brugerne både kombinere og skifte frem og tilbage mellem disse grundformer af menneskelig kommunikation. Og kommunikationssystemerne er generelle infrastrukturer, der understøtter meget andet end medier i klassisk forstand – køb og salg af varer og tjenesteydelser, kontakt til offentlige myndigheder og deltagelse i politiske og kulturelle aktiviteter.

Allerede det talte sprog er et medie – lydene, og senere de skrevne tegn, var og er de konkrete bærere af kommunikation. Også senere medier benytter sig af tegn i bestemte former.

Det er almindeligt at skelne mellem trykte, audiovisuelle og digitale medier (håndskrift og håndtegninger er også medier, men cirkulerer i dag typisk i mindre grupper af brugere). Fra bøger via dagblade og tidsskrifter til nutidens farvestrålende tilbudsaviser har trykte medier formidlet viden og oplevelser, i udgangspunktet i verbalsprog, men med voksende indslag af illustrationer. Audiovisuelle medier, inklusive filmen, tilføjer, som navnet angiver, lyd og/eller levende billeder; radio og tv betegnes også elektroniske medier, fordi signalerne, der bliver til lyde og billeder i højttalerne og på skærmene, forudsætter elektricitet.

Dét gælder også for de digitale medier, men i modsætning til alle de hidtidige, analoge medier, bygger computeren og internettet herudover på tegnsættet 1 og 0: Op og ned igennem de digitale mediers forskellige teknologiske lag foregår der konstant oversættelser frem og tilbage, mellem 1/0 og andre tegn, som giver mere mening for mennesker. Det er dette princip om digitalisering af alle mulige andre slags information, der gør computere og smartphones til usædvanlig alsidige og anvendelige midler til kommunikation, men også til mange andre menneskelige formål.

Et sidste, væsentligt træk ved digitale medier er, at de automatisk registrerer, hvornår og hvordan nogen bruger dem. Vi kommunikerer allesammen ind i de digitale medier og efterlader os tegn: I modsætning til en-til-mange massekommunikation er der her tale om en historisk set ny form for mange-til-en kommunikation. Og når vores tegn bliver opsamlet og bearbejdet, får de stor værdi, for annoncører, men også for stater og andre sociale aktører: Når man ved, hvad folk gør med medier, bliver det lettere for medier og andre magter at gøre noget ved folk. Denne situation har skabt en række etiske og politiske dilemmaer vedrørende personlig information og privatlivets fred.

De fleste danskere kender i dag til disse digitale dilemmaer; de er i det hele taget hverdagseksperter på medierne. Stort set alle, der har gået i dansk folkeskole i de sidste 50 år, er vokset op med kommunikationsmodellen og kan spørge, hvem der siger hvad, i hvilken kanal, til hvem, og med hvilken effekt? Det samme flertal har også lært om det udvidede tekstbegreb: ’Tekster’ er ikke kun alfabetiske tegn, der er skrevet eller trykt på papir, men alle mulige meningsbærende informationer, fine og folkelige, i medier af alle slags. Medierne er blevet det fælles referencepunkt, når man vil forstå sin samtid og sig selv.

Også fremover får danskerne brug for deres børnelærdom om medierne. For kommunikations- og mediehistorien slutter ikke med sociale medier eller ChatGPT.