massekommunikation

Massekommunikation foregår via medier, enten visuelle eller auditive. Visuelle medier lægger hovedvægt på enten tekst eller billeder: trykte medier som fx bøger, aviser, distriktsblade, fagblade, ugeblade, magasiner og egentlige billedmedier som foto, film, tv og video. Auditive medier er cd'er, plader, bånd og radio.

Massekommunikationens budskaber eller indhold falder i fire hovedgrupper: information (herunder nyheder og offentlige bekendtgørelser), meningstilkendegivelser (opinion), underholdning og reklame. Disse indholdstyper er repræsenteret i vidt forskellige forhold i de enkelte medietyper. Bogen er som medie domineret af information og underholdning (hhv. fag- og skønlitteratur). Aviser og distriktsblade kombinerer i princippet alle fire grupper, mens fagblade og nogle magasiner vægter information og opinion højere. Ugeblade er domineret af underholdning.

Foto, film og video er enten informative (reportagefotos og -film) eller underholdning (spillefilm). Tv benyttes primært til information og underholdning, hvilket også gælder radio. De øvrige auditive medier domineres totalt af underholdning.

Karakteristisk for massekommunikationen er, at den er afhængig af teknisk formidling, og at den er udviklet i takt med de tekniske opfindelser. Efter skriftsproget er bogtrykkerkunsten den første store opfindelse, der fra midten af 1400-t. skabte betingelser for massekommunikation. Denne blev i begyndelsen primært benyttet til bogfremstilling, og der gik næsten 150 år før fremkomsten af det første egentlige massemedie: avisen. I slutningen af 1700-t. blev den optiske telegraf opfundet, som i 1844 blev afløst af Morses elektriske telegraf; herved blev afstand og transporttid uvæsentlige for formidlingen af budskaber.

Fotografiet blev opfundet i begyndelsen af 1800-t., hvilket skabte muligheden for pressefotoet, dvs. for billeddokumentation af begivenheder. Sidst i 1800-t. blev dette medie videreudviklet til film, både til underholdning og reportage.

Fonografen blev opfundet i 1877 og afløst af grammofonen i 1887. Herigennem skabtes muligheden for at opbevare lyd og forudsætningen for musikindustrien.

Telefonens opfindelse i 1876 og radioens i 1903 muliggjorde transmission af lyd uafhængigt af tid og transport, og radioen blev et massemedie fra 1920'erne. Tilsvarende skabte opfindelsen af tv i 1923 et nyt massemedie, der kombinerede lyd og billeder. Den første transmission fandt sted i 1936.

Computere blev opfundet omkring 1945, de personlige computere i 1980'erne, og fra ca. 1990 skabte de i samspil med telefonen basis for Internettet, der ikke er ét, men en kombination og videreudvikling af flere af de førnævnte medier. Fra 2000-t. er en stadig stigende del af mediernes distribution flyttet over på Internettet: Dagbladene, distriktsblade, radio- og tv-stationer lægger nyheder og programmer ud på hjemmesiderne til gratis eller betalt benyttelse. En indirekte konsekvens heraf har været en stadig hyppigere sammenvoksning af medier i flermediale mediehuse, der fx omfatter dagblad, radio og lokal-tv-station, der fungerer som distributør af indhold produceret af en fælles redaktion.

Et gennemgående træk i udviklingen har været et konstant stigende forbrug af massekommunikation. Og mens de ældre medier var karakteriseret ved at være udpræget envejs, er tendensen en udvikling hen mod tovejs eller interaktive medier, tydeligst i forbindelse med Internettet. Se også massemedier.

Forskning i massekommunikation kan undersøge processen i dens helhed, den involverede mediestruktur eller delområder som afsendere, medieindhold eller modtagere, inkl. medieeffekter. Bortset fra pressehistorie er der tale om et relativt nyt forskningsfelt, der først rigtig dukkede op efter 1. Verdenskrig, især i USA, med elementer hentet fra sociologi, litteraturforskning, sprogvidenskab og historie.

Udgangspunktet var det stærkt stigende forbrug af massemedier, især de nye medier film og radio, kombineret med bekymringer over disses (skadelige) virkninger på samfundsstruktur og arbejds- og seksualmoral.

Den oprindelige arbejdshypotese byggede på antagelsen om stærke medier, hvis indhold og holdninger bestemte publikums meninger og handlinger. De toneangivende forskere var sociologer, og forskningsopgaver var især empiriske studier i reklameeffekt og propaganda; det sidstnævnte felt fik særlig relevans i 1920'erne og 1930'erne via truslen fra den fremvoksende fascisme og nazisme, der i øvrigt gjorde direkte brug af forskningsresultater på feltet.

De nævnte forskningsretninger er til dels videreført efter 2. Verdenskrig i form af opinionsmålinger og analyser af livsstils- og forbrugsmønstre, der foretages af kommercielle analyseinstitutter som fx Gallup og AIM. Den akademiske forskning er samtidig blevet delt op i flere retninger, dels i en række tekniske felter, der beskæftiger sig med forskellige former for udviklingsarbejde omkring medierne, især inden for computerområdet, dels i de sociologiske og humanistiske retninger, der begge i 1970'erne blev stærkt påvirket af tysk marxistisk filosofi og primært beskæftigede sig med "kritiske" studier af de kapitalistisk styrede medier, der angiveligt påvirkede befolkningen til accept af samfundets forhold.

Andre sociologer forkastede den ensidige påvirkningsmodel og begyndte at arbejde på grundlag af antagelser om modtagernes brug af medieindhold på egne præmisser. Disse teser har efterhånden også vundet indpas blandt humanister, der i stigende grad beskæftiger sig med receptionsforskning (modtagerstudier). I de seneste år er medieindholdet, der oprindelig var presseforskernes domæne, igen begyndt at komme i fokus. På tilsvarende vis har fokus sorskudt sig, hvad foretrukne medier i forskningen angår. Se også medieforskning.