Medieforskning, forskning i massemedierne og fx deres historie, struktur og økonomi eller mere generelt i massekommunikationens proces og parter. Medieforskning følger massemediernes udvikling mht. den præcise afgrænsning og emnefelter, og omfanget er vokset i takt med stigningen i mediernes antal og udbud. Forskningsfeltet er endnu ikke velafgrænset og selvstændigt og har derfor heller ikke udviklet egne teoridannelser eller metoder, men henter begge dele i de fag og videnskaber, hvorfra den er udsprunget: historie, litteraturvidenskab, sociologi, økonomi og journalistik. De vigtigste arbejdsmetoder er således indholdsanalyse, survey-teknik, driftsøkonomisk analyse, tekstanalyse, billedanalyse og interviewteknik.

Forskerne på feltet kommer fra de nævnte videnskaber, men suppleres med mediernes egne folk. Især dagbladsjournalister har bidraget med en del analyser og historiske værker, der dog gennemgående har haft begrænset rækkevidde.

Forskningsemner

Medieforskningens emner omfatter massekommunikationens proces og dens enkelte led: afsendere, medier og modtagere, evt. en kombination af to af dem, eksempelvis forholdet mellem medier og forbrugere. Forskningen beskæftiger sig også med et eller flere medier fra en tematisk indfaldsvinkel, eksempelvis nyhedsformidling eller underholdning. Andre temaer er mediestrukturen i dens helhed eller dele af den, evt. under en bestemt emnesynsvinkel som medieforbrug, økonomi eller journalistik.

Endnu en væsentlig del af medieforskningen er mediehistorie enten som helhed (strukturhistorie) eller som enkelte mediers eller temaers historie. Da dagspressen er det ældste massemedie, er dennes historie den del af medieforskningen, der har den længste tradition.

I udkanten af medieforskningen ligger diverse analyser af mediernes målgrupper, mest til brug for disses marketing- og annonceakkvisition, samt driftsøkonomiske analyser. Også sprogforskning og retorikstudier har ydet relevante bidrag.

Pga. massemediernes øgede udbud og påvirkning af dagligdagen og den politiske proces har medierne konstant været genstand for kritisk opmærksomhed og for samfundstænkeres analyser.

Udviklingen i Danmark

I løbet af 1800-t. voksede en pressehistorie gradvis frem, der især tog udviklingen i dagspressens politiske og økonomiske forhold op. Denne tradition er fortsat, men efterhånden suppleret med også indholdsanalytiske studier. Efterhånden som flere medier kom til, blev også de genstand for forskning, ganske særlig filmmediet og tv.

I 1970'erne begyndte en række undersøgelser med marxistiske og mediekritiske perspektiver; sigtet var afdækning af mediernes skjulte dagsorden i den borgerlige indoktrinerings tjeneste. Genstand for interesse var især tv, ugeblade og andre underholdningsmedier. Siden hen har især receptionsstudier (modtagerstudier) vundet frem, ligesom der er sket påvirkninger fra cignitionsteretiske retninger. Mere markant er en tendens til øget interesse for mediernes indhold, både som egentlig medieforskning og som led i samfundsvidenskabelige analyser af mediedebatter om diverse emner. Ved flere lejligheder er der taget politisk initiativ til udredningsarbejder omkring medierne. De vigtigste er Dagspresseudvalget 1967-69, Mediekommissionen 1980-85 og Statsministeriets Medieudvalg 1994-96. Fra hvert af disse foreligger en eller flere betænkninger. Efterfølgende er der udelukkende foretaget mere specifikke udredningsarbejder som baggrund for konkrete politiske initiativer, fx angående dagspressens finansiering (2004). Se også Avisårbogen, Avis Kronik Index, Dansk artikelindeks, massekommunikation og massemedier.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig